★★★★★☆
Mammutteatret er oftest garant for tankevækkende moderne teater, og til den kategori hører heldigvis også deres seneste opsætning, DE DANSER ALENE, som p.t. kan nydes på Rialto Teatret.
Andre forestillinger i denne sæson har mixet drama og dans, men ingen så raffineret som denne. Fire individer danser i et klinisk hvidt rum side om side men tilsyneladende hver sin dans. For du er i sidste ende alene derude på livets dansegulv i dagens Danmark.
Det gælder også Katrine, en ung pige der bor sammen med sin kæreste. Men da han bliver sagt op, viser det sig, at han ikke nødvendigvis er indstillet på. at de to bare skal finde et nyt sted sammen. Endelig ingen faste planer, der skal være plads til at gribe dagen.
Så Katrine må på jagt efter en bolig, men hverken hendes mor eller den unge bankmand er til megen nytte i den forbindelse. Katrine har jo heller ikke en fast kontrakt på, at hun skal undervise til efteråret, og selvom hun er blevet stillet det i udsigt, så skal der jo være nok elever tilmeldt for at holdet kan oprettes, og det forbehold indgår i den kontrakt, hun kan få.
Så Katrine tvinges til at gå nye veje, hvilket omfatter at lefle for en liderlig ældre mand, der måske kan hjælpe hende, hvis hun selvsagt går i seng med ham først. Spørgsmålet er, om Katrine i sidste ende ikke ville være bedst tjent med at danse alene?
Dramatikeren Anders Fogh Jensen, der bestemt ikke bør forveksles med Anders Fogh Rasmussen, har en filosofisk baggrund, men i Egil Pålssons elegante iscenesættelse får ordene vinger – ikke mindst i de sofistikerede fællesscener – og vi anskuer vores nutid med nye friske øjne.
Jensen og Pålsson er da også velsignet med et særdeles stærkt hold skuespiller. Katrine Greis-Rosenthal får en art gennembrud som den hårdt prøvede Katrine, der ihærdigt prøver at manorere rundt i et univers uden egentlige pejlemærker.
Tina Gylling-Mortensen er frygtindgydende – både som åleglat selvtilstrækkelig mor og som snu forstanderinde, der har lært at begå sig, selv når systemet kræver umoralsk opførsel. Henrik Birch virker tilpas slibrig som designerguroen, der kun er til ad hoc løsninger i sengen og på jobbet.
Sidst men ikke mindst bekræfter Thue Ersted Rasmussen som henholdsvis klæg bankmand og veg kæreste, at han ikke blot hører blandt sin generations mest talentfulde skuespillere, men at han også har et fortræffeligt dramatisk hår.
DE DANSER ALENE bliver således både visuelt og intellektuelt en stimulerende oplevelse: Ny dansk dramatik i de helt rigtige hænder.
