★★★☆☆☆
Komponistens Philip Glass’ genialitet bør der ikke herske tvivl om. Film som "The Hours", "Notes of a Scandal" og "Mishima" har da også sikret ham fortjent verdensberømmelse, og tidligere på sæsonen kunne vi nyde hans mesterlige balletmusik i et hollandsk gæstespil på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
På årets CLICK-festival i Helsingørs Kulturværft kunne man i år opleve ham i en ny sammenhæng, nemlig sammen med The Philip Glass-ensemble, der var annonceret til at have ni medlemmer, men denne aften fremstod reduceret til syv. Sammen opførte de et af hovedværkerne indenfor den klassiske minimalisme i de tyvende århundrede, "Music in Twelve Parts."
Et fascinerende værk, der tilsyneladende gentager et konkret musikalsk tema, men som i virkeligheden giver det samme tema et utal af variationer, så ingen af dem er ens. Denne form kan have en næsten hypnotisk kraft og er mest spiselig for det store publikum, når grundtemaet har relativt let tilgængelige melodiske kvaliteter.
"Music in Twelve Parts" er mere vanskeligt tilgængelig, og selvom hver enkel del kun varer et kvarter, er der behov for en lille pause efter tre af disse dele, og midtvejs har man tilmed indlagt en spisepause på en time. Det giver en samlet spilletid langt over det anslåede, og skabte dermed transportproblemer for en del tilrejsende.
Om det var årsagen til, at en del mennesker forlod koncerten undervejs eller om den tilsyneladende ensformige musik var for stor en udfordring, kan være svært at afgøre. Men det blev i al fald ikke bedre af, at man også blev ved med at lukke publikum ind i salen efter koncertstart. Og var man tilmed så uheldig at sidde ved siden af en konstant urolig fotograf, der når hun ikke var i gang med mobilen, bladrede i program og konverserede højlydt med sin ledsager, kan det ikke undre, at man fik behov for at forlade arrangementet.
Synd at man fra arrangørernes side ikke forstår, at et værk af denne type kræver ro og fordybelse, hvilket man ikke finder i en transithal, hvor god en arkustik den end har.
