★★★★★☆
Koreografen Martin Forsberg lader i sin seneste forestilling ULTRA ti sortklædte mænd udforske balancen mellem det individuelle og det kollektive. Man skal dog ikke vente nøgne herrenumser, selvom plakaten temmelig vildledende synes at love det. Men heldigvis er der andet at glæde sig over i ULTRA.
Åbningsscenen synes ellers næsten beslægtet med nøgendanse "7 Pleasures", der for nyligt spillede i dansehallerne, men med een afgørende forskel: Hvor danserne i "7 Pleasures" bevægede sig fra forscenen og rundt på scenen i een harmonisk gruppebevægelse, så fornemmer man i ULTRA flere modhager i den kollektive bevægelse. Det virker helt bevidst, og giver et indtryk af, at den kollektive kraft kræver individuel tilpasning – og til tider ren underkastelse.
Ved siderne og foran bagvægen er placeret ca. 45 stole, som danserne nu flytter rundt på og stiller op i et væk, indtil stolene stort set lander samme sted. Et mesterligt orkestreret puslespil, der samtidig lader os opleve rummet på nye måder som følge af stoleopstiingerne.
Lyserøde støvkoste – to til hver – udgør redskaberne i en underfundig blanding af militærparade og cheerleader-opvisning. En kraftpræstation, hvor mændene i samlet flok nærmest umærkelig bevæger sig fremad på scenen med støvkostene holdt i strakte arme, som var det våben. Intenciteten forstærkes af mændenes egne stemmer, der udvikler sig fra lavmælte suk og støn til aggressive kampråbs-agtige lyde og attituder.
Mest imponerende er scenen, hvor de ti dansere – nu i hvidt – i et lynende tempo slæber rundt på en stor hvid madras, som de så på skift erobrer. Herfra hjælper man hinanden op, for så at puffe ned igen i et sindigt konstrueret bevægelsesmønster. I disse scener synes vi at være fremme ved essencen af ULTRA: Samarbejde og modstand – kun adskildt af sekunder.
