★★★★☆☆
ATELIER ***
FÆDRELAND ****
LILLE DANSER ***
NYFORELSKET ****
OM EN MÅNED ******
SEPTEMBER *****
Årets filmskolefilm er traditionen tro en pose blandende bolsjer og sådan skal det nok være.
Det mest selvstændige visuelle udtryk finder man i Jonas Kærup Hjorts OM EN MÅNED, der samtidig også fremstår som den mindst kommercielle af de seks adgangsfilm. Flere søgte udgangen inden slutningen, og det var dumt af dem, for OM EN MÅNED blev en hypnotisk fortælling om forventninger og håb. En flok ældre mænd med et særegent (østeuropæisk?) sprog står nøgne i en gård, hvor den eneste form for lys kommer fra lampen over den udendørs telefon. Hver måned får de tilsyneladende en opringning om, at der er lys forude, men intet sker. Så hvordan kan man bevare optimismen på det grundlag? OM EN MÅNED fremstår som et visuelt mausoleum over et helt folks skuffede illusioner, og som sådan ganske virkningsfuld.
I filmen SEPTEMBER befinder vi os i et mere genkendeligt univers, og i selskab med selveste Karen-Lise Mynster. Hun spiller en mor, hvis datter brænder hende af til frokost og det bliver begyndelsen til en relation med to på een gang selvstændige og selvfede kvinder. Mynster har sjældent være bedre på film end som kvinden, der endelig får nosset sig sammen til at sige til sin mand, at han selv kan stege en bøf, og Ulla Henningsen er ligeledes ret skøn som ophøjet yoga-guru. Instruktøren og medforfatteren Lisa Jespersen udviser ægte interesse for disse kvinder, og det smitter af på publikum.
Også instruktøren Elsa María Jakobsdóttir tager os med ind i det kvindelige univers, som dansk film generelt har forsømt i de senere år. Hendes film ATELIER synes rent billedmæssigt inspireret af sci fi-filmen "Ex Machina" og fotografen Annika Aschberg bør roses for flotte visuelle kompositioner. Hovedrollen spilles Rosalinde Mynster, der er en ung kvinde, der søger tilflugt i hvad hun tror er et øde hus. Men snart viser det sig, at en anden kvinde også holder til i huset, og spørgsmålet er hvem af dem egentlig har mest ret til at være der?
Fotografen Valdemar Cold Winge Leisner viser sans for nærgående men alligevel blide nærbilleder i NYFORELSKET. Her kæmper en stor kvapset pige med at bevare selvrespekten i sin desperation efter at finde en ny kæreste. Instruktøren Ville Gideon har på behagelig vis ingen berøringsangst i sin skildring af intime detaljer fra dette kvindeliv, men en mindre mopset hovedrolleindsats ville muligvis have gjort det nemmere for udenforstående at komme helt ind i pigens verden.
Nils Holst-Jensen har til sin dansegyser LILLE DANSER fundet en kær pige ved navn Karoline Hamm, der tilmed ligner en danser, men som han ikke har fået lært. at man skal undgå mumleri, når man skal sige replikker. Heldigvis kan man nyde Solbjørg Højfeldt som balletskolens rektor og hun kan tale, så man kan forstå hver en stavelse. Atmosfæren er i højsædet i denne film, men periodefornemmelsen kan primært ses – ikke høres.
Ulaa Salim fortæller en lille men tilsyneladende dybtfølt historie om en far og en søns genforening. Sønnen tror, at han skal have faderen med tilbage til Danmark, hvor han selv har stiftet familie, men faderen er af en anden opfattelse. FÆDRELAND hedder filmen ganske passende og Ulaa Salim gør et redeligt stykke arbejde med en enkel men også relevant immigrationshistorie. Imad Abul-Foul og Hadi Ka-Koush yder begge sympatiske præstationer som far og søn, og havde Ulaa Salim bare vovet lidt mere, ville FÆDRELAND være blevet mere end en god film.
Det skal blive spændende at se hvem af disse seks instruktører, der rent faktisk får mulighed for at udvikle deres talenter.
