★☆☆☆☆☆
Malmø Stadsteater har fået den glimrende ide at spille TIGGEROPERAEN ("Tolvskillingsoperan") af Kurt Weill og Bertolt Brecht. Teksten forekommer da også i sin oprindelige form mere aktuel end nogensinde med sit langt fra ukritiske og usentimentale portræt af samfundets udstødte. De fattige er nemlig endt som eksponenter for den kapitalisme, som de selv er blevet ofre for.
Som Richard Schönström (professor i litteraturvidenskab ved Lunds Universitet) påpeger i programmet, så bør man fremfor at tolke Brechts dramatik, anvende den som redskab fot at gøre verden lidt bedre. Noget må derfor være gået helt galt for Alexander Öberg i hans bearbejdelse og iscenesættelse. Forestillingen vrænger af sine karakterer og savner i fatal grad fokus. Såvel spillemæssigt som sangligt flagrer TIGGEROPERAEN i øst og vest. Det ene øjeblik fortolkes sangene som musical-hit eller operette, det næste hvæses eller skriges de, som ville man bevidst ødelægge dem. Det har aldrig været meningen med Brechts "Verfremdung"-teknik, men stilen kræver unægteligt både stram konsekvens i udførelsen samt stemmemæssig styrke.
Malmø Stadsteater råder da også over en del dygtige skuespillere, hvoraf flere stod på scenen i TIGGEROPERAEN. Men sangligt savnede de den fornødne kraft, der kunne give tyngde til forestillingen. Det virker som om, at instruktøren på et tidspunkt har mistet troen på hele projektet, og forsøgt at tilføre forestillingen en humor, som teksten ikke ejer. Resultatet bliver desværre hverken eller.
En storladen smagløs scenografi og nogle grufulde kostumer gør ikke sagen bedre. TIGGEROPERAEN i denne Malmø-version forbliver en katastrofe.
