★★☆☆☆☆
På teaterøen, der ligesom det royale skuespilhus lider under uacceptable vilkår for den offentlige transport, serveres der i mere end een forstand teatertapas om søndagen.
Brudstykker af ca. et kvarters varighed fra fem forskellige teaterprojekter og i fem forskellige rum spilles simultant og kædes sammen med en lille sjappet tapasbuffet i den svært tilgængelige afmagnetiseringsstation. Begge dele købes hvert for sig, og vil man også have noget at drikke, skal tegnebogen op af lommen igen. Man kan trods kulden ikke købe kaffe, selvom flere af deltagerne går rundt og drikker af kaffekopper. Vil man tilbage til centrum efter at have set alle fem sekvenser, må man vente en god time, for den pibelugtende shuttlebus kører først publikum tilbage til Chistianshavn kl. 20.00.
Det overordnede tema for disse teatertapasere er "Island of Strangers", og der har resulteret i en række ganske forskellige teaterbidrag – som man i bedste fald kan kalde work-in-progres.
Den eksperimenterende teatergruppe Splintergroup #9 består af elever fra Københavns Film & Teaterskole og byder på en lille abstrakt sekvens, hvor unge mennesker via et særligt kodeord får adgang til festen – hvem sagde asylpolitik? De fleste af deltagerne er førsteårs studerende, og det mærker man unægteligt – ikke mindst rent sprogligt, men enkelte gør indtryk ved deres blotte fysiske tilstedeværelse som f.eks. den karismatiske Lucas Bitsch.
Dramaturgisk stærkere er scenen i naborummet, hvor en mand og en kvinde fra hver sin køjeseng hvæser af en forbipasserende uden for vinduet. Her bliver negativitet og aggressioner mod fremmede udstillet på en både klar og utvetydig facon.
På første salen er strømmen tilsyneladende gået, og vi fryser, men improvisationslaboratoriet Impro Uros skuespillere virker ukuelige, og får af latterens vej os til at fortrænge kulden. Vi byder alle ind associationer til temaet "Island of Strangers" og udfra disse opstår der små improviserede scener om bl.a. bådflygtninge og tvangsægteskaber. Det virker befriende også at kunne grine lidt af de absurditeter, der sagtens kan være tilknyttet disse begreber i en improvisation, og især Christian Damsgaard (kendt fra bl.a. Bornholmer-revyerne) gør lykke, fordi han som den eneste rent faktisk tager sine improvisationer alvorligt.
Nedenunder ved siden af madstuen sidder skuespilleren og danseren Tilde Knudsen i et lille rum, og afleverer derfra spørgsmål ud til forbipasserende. Hvis de da ikke har for travlt med at se på de mange små genstande (legetøj, bøger, porcelæn) – ligeledes forsynet med mere eller mindre filosofiske og selvransagende spørgsmål – i de tilstødende rum. Her bestemmer man dog i højere grad selv, hvornår forløbet begynder og slutter, men forløbet har i al fald en vis meditativ effekt.
Mad og teater klæder til tider hinanden, og den overordnede ide med tapas og teater kunne måske have fungeret bedre, hvis der havde være mere substans og kvalitet i de enkelte indslag – også på tapasbordet. Nu kan man selv med sin bedste vilje ikke anbefale folk at udsætte sig selv for al dette bøvl for så lidt. Men konceptuelt må man kalde projektet som sympatisk måske ligefrem interessant? – og ideen burde under strammere styring og generel højere grad af professionalisme kunne udvikles til noget mere fornuftigt.
