★★★★☆☆
Børneteater i Danmark favner vidt – og på Teater Vestvolden kan man således opleve noget så unikt som manga-pantomime for børn. Det er dog nok en god ide, at ungerne allerede er begyndt i skolen, for tegneseriefigurer, der pludselig bliver levende men stumme kan godt virke skræmmende på de mindste.
Til gengæld glæder de lidt større børn sig over den vellykkede transformation fra papir til scene som bl.a. scenografen Jan Kjær har æren af. I 45 minutter bombarderes vi med uhyggelige masker, drabelige dueller og specielle effekter, mens en blid fortællerstemme tilhørende teatrets kunstneriske leder Stephan Pollner kæder diverse dramatiske optrin sammen.
Om det skyldes for meget luft på stemmen, ujævne lydoptagelser eller støjende småfolk vides ikke, men nogle af ordene gik desværre tabt undervejs og med dem passager i historien. Men tre af Pantomime Teatrets udlånte dansere formåede dog at formidle det meste i en koreografi af Per Lundsgaard, så forestillingen og budskabet om, at vi alle rummer både godt og ondt, alligevel gik hjem denne eftermiddag.
Man kunne dog med held have arbejdet videre med historieudviklingen, og måske givet plads til mere visuel poesi på bekostning af en enkel kampscene eller to? For ideen er original og resultatet peger fremad.