★★★☆☆☆
Betty Nansen Teatrets TARTUFFE åbner storartet med en veloplagt Ulla Henningsen, der i lysets skær skælder og smælder, så det er en fryd for alle sanser. Henningsen varetager rollerne som henholdsvis Fru Pernille og Dorine, og selvom replikkerne endnu ikke sidder helt som de skal, så er hun den, der bedst finder balancen mellem det komiske og alvoren i Molieres mesterværk.
Instruktøren Milan Peschel gør det nu heller ikke nemt for de øvrige at finde kammertonen, for skuespillerne bliver ofte overdøvet af tre musikere kaldet Powersolo, som gør alt for at distrahere os undervejs med en bizar blanding af rock og blues shuffle.
Kun i nøglescenen, hvor Orgon (en anstrengt og utilstrækkelig Niels Ellegaard) gemmer sig under spisebordet for at aflytte Tartuffes tilnærmelser tll Orgons viv Elmire, fornemmer man Peschels interesse for ordene. Det kan hænge sammen med, at de fremsiges af Jens Albinus, der spiller Tartuffe som en værre snu ræv overfor Bodil Jørgensens opvakte Elmire, som ikke kan siges fri for at nyde disse tilnærmelser. Men at TARTUFFE har gennemskuet den fælde, som man har sat for ham, umuliggør en fornuftig slutning på forestillingen, og man sidder tilbage med et stort hvorfor? Især hvis man som min ledsagerske ikke kender teksten på forhånd.
Peschels iscenesættelse forekommer al for ufokuseret og rodet, og han får absolut ingen hjælp i Magdalena Musials defuse scenografi og vulgære kostumer. Så trods den på papiret flotte rolleliste folder denne TARTUFFE sig aldrig rigtig ud og det er i grunden en skam.
