STEVE JOBS

★★★★☆☆

To spillefilm og en dokumentarfilm om den moderne computers fader Steve Jobs kan måske synes lige i overkanten af det nødvendige. Men heldigvis har instruktøren Danny Boyle valgt en anderledes og mere eksperimenterende tilgangsvinkel end den konventionelle men velfungerende "Jobs", der ellers havde en overraskende velspillende Ashton Kutcher i titelrollen.

I stedet for et livsforløb får vi en lang række scener "backstage" forud for diverse produktpræsentationer. Den til tider lidt hektiske stil bringer mindelser om årets Oscar-vinder "Birdman", og heller ikke STEVE JOBS undgår at irritere lidt undervejs. Men i lighed med " Birdman" forekommer den også intellektuelt stimulerende, hvilket især skyldes et overlegent flot manuskript af Aaron Sorkin ("The Social Network").

Det giver bl.a. Michael Fassbender muligheden for at nå dybere ned i karakterens psykologi, og får os til at forstå, at hans manglende selvindsigt simpelthen skyldes en psykisk defekt. Den forståelse har hans tålmodige assistent, som dygtige Kate Winslet forsager al skønhed for at spille, og som synes at være årsagen til, at hans liv kan fungere.

STEVE JOBS er upåklagelig klippet og ligeledes udstyret med en relativ uortodoks underlægningsmusik. Dens portræt af STEVE JOBS bliver i i sidste ende ikke dens største fortjenste, men derimod det faktum, at den minder denne verdens karrieremænd om, at der findes mennesker med krav om at få mere opmærksom end en computer.