★★★★☆☆
Serie-film kan ofte være en plage, men James Bond-filmene er undtagelsen, der bekræfter reglen. Og med Sam Mendes (manden der skabte 007s dobbelt Oscar-vindende jubilæumsfilm "Skyfall") tilbage i instruktørstolen, har vi ingen grund til at være nervøse.
Allerede i åbningssekvensen, inden de grafisk lækre fortekster og en gedigen Bond-sang leveret af Sam Smith, viser Mendes sit mesterskab under De Dødes Dag i Mexicos menneskemyldrende hovedstad.
Daniel Craigs mutte Bond når aldrig op på siden af Sean Connerys definitive fortolkning, men på de givne betingelser gør han det faktisk godt. Han får denne gang yderst attraktivt selskab af såvel Léa Seydoux og Monica Bellucci, der begge har personlighed nok til at agere værdige Bond-babes – enhver kvindes mål i tilværelsen. Derfor bliver man nærmest chokeret, da Naomie Harris’ Moneypenny viser sig at have en anden mand! Hvad bilder hun sig ind?!!!
Christoph Waltz forekommer overraskende spag som superskurken, men heldigvis har han en tilpas slibrig allieret, som den til stadighed mere velspillende Andrew Scott tager sig af. Scott leverede tidligere på sæsonens en scenestjælende birolle i det bevægende komediedrama "Pride".
Ralph Fiennes er på velfungerende facon en mere grov M, end vi har været vant til, men vi får da heldigvis et lille glimt af Judi Dench igen. Ben Whishaw fungerer efterhånden også upåklageligt som en meget ung Q. Endelig leverer Jesper Christensen den hidtil bedste danske indsats i en Bond-film – på umiskendeligt skoleengelsk.
SPECTRE trækker bånd tilbage til flere tidligere Bond-film, men kunne på manuskriptplan havde udnyttet selve SPECTRE-konceptet (en verdensomspændende forbryderorganisation) endnu bedre – titlen taget i betragtning.
Mendes bruger dog sine locations med stor behændighed, og selv når tempoet daler undervejs i den godt to-en-halv time lange film, forbliver SPECTRE sofistikeret underholdning på et vis niveau, og placerer sig ubesværet som årets bedste action-film. Godt gået, 007.
