SKYERNE OVER SILS MARIA

★★★★☆☆

Den i sit hjemland højt skattede franske instruktør Olivier Assayas huskes stadig bedst herhjemme for sine samarbejder med ex-hustruen Maggie Cheung på film som "Irma Vep" og "Clean". Hans stort anlagte TV-serie "Carlos" slog aldrig an herhjemme og den seneste film "Efter revolutionen" kedede voldsomt.

Derfor glæder man sig over, at han ikke ulig skuespillerinden i sin nye film SKYERNE OVER SILS MARIA har haft behov for at finde tilbage til det, der er essencen af hans kærlighed til sit fag. Nemlig skuespilkunsten. Og hvem kunne i den sammenhæng være bedre at samarbejde med end Juliette Binoche, som han tilmed har filmet med flere gange blandt andet i forbindelse med familiedramaet "Sommertid".

I SKYERNE OVER SILS MARIA følger vi en kriseramt skuespillerinde, der har søgt tilflugt i et øde alpeområde kaldet Sils Maria. Med sig har hun et nyt manuskript og en assistent (sammenbidt og intenst fremstillet af César-vinderen Kristen Stewart), der forsøger at holde sammen på skuespillerinden, og giver hende stikord, når replikkerne skal indøves.

Olivier Assayas driller bevidst publikum, så vi kommer i tvivl om, hvornår skuespilleren og assistenten blot er dem selv, og hvornår de siger replikker fra det manuskript, som skuespilleren er ved at lære. Assayas gør desuden raffineret brug af kontrasterne mellem den storslåede natur – forførende billeder på absolut frihed – og interaktionen mellem mennesker, som til tider kan synes svær og hård, men som ikke desto mindre er en nødvendighed, hvis man vil tage del i livet.

Juliette Binoche føjer endnu en stor præstation til de mange, og den ofte rigeligt mopsede Kirsten Stewart har sjældent være bedre end her. Det er deres vellykkede parløb, der udgør kernen i SKYERNE OVER SILS MARIA, og som placerer den som en af Olivier Assayas’ bedste film.