BATTLE OF THE YEAR

★★☆☆☆☆

Klichéerne står ganske vist i kø, men der er værre film på repertoiret i øjeblikket end BATTLE OF THE YEAR. Titlen kunne tyde på et voldsorgie, men filmen er tværtimod en moderne dansefilm, der synes undfanget i kølvandet på populære programmer som "So You Think You Can Dance?". Det dynamiske unge hold har da også mere gang i danseskoene end samtlige deltagere i "Vild med dans", men desværre lammes filmen delvist af Josh Holloways enstrengede indsats i hovedrollen som fordrukken træner. Josh Peck giver ellers nuttet portræt af hans assistent, mens en flot Laz Alonso leverer en både kyndig og cool præstation som bossen Dante.

Desværre virker de mange dansescener rigeligt computerbearbejdede i 2D, men kommer formodentligt mere til deres ret i 3D-versionen. Man havde gerne undværet den tilsukrede underlægningsmusik, der står i skarp kontrast til den vitale dansemusik, vi ellers udsættes for.

Instruktøren Benson Lees koreanske rødder afspejler sig i amerikanernes afsluttende opgør mod et hold fra Seoul, og filmens tone forekommer også mindre jeg-fikseret end i andre dansefilm fra Hollywood. Derfor havde man gerne set, at BATTLE OF THE YEAR var blevet en bedre film end den egentlig er.