★★★★★☆
POUL REICHHARDT – KUN ET MENNESKE
af Anne-Sofie Storm Wesche
(Forlaget Gyldendal)
Flittig og underholdende, en god kollega og en elsket far. Lovordene om privatmennesket Poul Reichhardt var mange og en del af dem er samlet i den hidtil bedste bog om folkekære POUL REICHHARDT. Anne-Sofie Storm Wesche formår at komme rundt om den travle mands imponerende karriere og samtidig tegne et portræt af en energisk, kærlig og festlig mand med stor arbejdsdisciplin.
Enkelte sproglige gentagelser opvejes klart af en god vægtning af stoffet, selvom man gerne havde hørt mere om de enkelte film- TV- og teaterproduktioner f.eks. samarbejdet med Bodil Udsen i "Matador". Et nyttigt register over alle rollerne styrker bogen, og man havde gerne set et titelregister i lighed med navneregisteret. Men det er småting i den store sammenhæng, for POUL REICHHARDT – BLOT ET MENNESKE er en generøs bog og bør også modtages som sådan.
Et udsøgt billedvalg – ikke mindst en række varme privatbilleder, der synes at understrege hvor stor en plads familielivet havde i hans hjerte på trods af de lange arbejdsdage.
Forfatteren lægger heller ikke skjul på Reichhardts store kærlighed til kvinder, men tager nu nok munden for fuld, når hun mere end antyder en parallel mellem de kvinder, han deler sit privatliv med og den konkrete udvikling i karrieren. Der er næppe tvivl om, at relationerne til Sitter og Lili Lani gavnede karrieren ligesom ægteskabet med den unge Charlotte Ernst gjorde ham til Billed-bladets favoritoffer.
Men filmkarrieren dykkede dog i 60erne og først med Huset på Christianshavn fik han for alvor et come-back. Rent kunstnerisk blev det Anders Refns "Slægten", der blev hans filmiske redningsplanke og afstedkom en sidste Bodil-nominering.
Kolleger bl.a. Helle Hertz og Ole Ernst fortæller præcise og meget sigende episoder om Poul Reichhardts arbejdsmetoder. Størst indtryk gør dog børnenes ikke ukritiske men dog nænsomme ord, der samtidig afslører en smerte, som de måske aldrig rigtig kommer sig over? Men man fornemmer samtidig, at de endelig har forliget sig med tabet af faderen – og en taknemmelighed over at han på en måde lever videre i dem – og i os.
