SEPIDEH

★★★★★☆

Danske Berit Madsen har begået en mesterlig dokumentarfilm om en iransk teenagepige, der fra sin lille landsby syd for Teheran kæmper en sej kamp for at blive astronaut.

Sepideh har mistet sin far, men finder trøst under stjernehimlen. Det er dog ikke velset at teenagerpiger lister sig ud om natten og hendes onkel truer med at slå hende ihjel hvis hun kommer galt afsted. Men Sepideh lader sig ikke sådan kyse, og forsøger at vinde en friplads på universitetet, mens hun skriver dagbogsbreve til selveste Einstein.

Berit Madsen tegner et portræt af en heroisk lille pige, der forsøger at gå sine egne veje i en mandsdomineret verden.
Sepidehs ansigt bliver i hendes optik en åben bog af glæder og sorger, og selv det mest fremmedhadske publikum må blive berørt af denne historie.

SEPIDEH hæver sig over lignende portrætfilm, fordi den også formår at give et på een gang loyalt og realistisk indtryk af omgivelserne. Det gør filmen særdeles velegnet til undervisningsbrug og vi får tillige indsigt i lærerens position i samfundet. Også moderrollen sættes under lup uden at mændene ender som karikaturer.

SEPIDEH, der er produceret af Radiator Film, får dansk premiere d. 2. oktober i forbindelse med DOXBIO. En Bodil-nominering synes at være inden for rækkevidde.