★★★★☆☆
På Vesterbrogade ligger der et lille skatkammer kaldet KØBENHAVNS MUSEUM.
Her finder man ikke blot farverige skydebane-skiver, som overklassen skød til måls efter, men også en særdeles nutidig udstilling om de mennesker, der mere end alverdens arkitekter har præget byen, nemlig helt almindelige mennesker som dig og mig.
Det er også på Københavns Museum, at man fejrede Søren Kierkegaards fødselsdag med udstillingen "Søren Kierkegaard: Kærlighedens genstande og gerninger."
I den forbindelse har dramatikeren Tomas Lagermand Lundme og instruktøren Erik Pold skabt en "tværæstetisk performance" på lidt over en halv time, hvori Johannes Lilleøre, Birgitte Prins og Casper Sloth søger at indkredse en museums-familie.
Alt præsenteret i en skæg ramme, hvori publikum optræder som de forstyrrende elementer. Johannes Lilleøre er flittig med støvekluden, da vi dukker op, men guider os snart rundt med strikse anvisninger og fast blik. Birgitte Prins har gang i
Familiejournalen, som også bliver udgangspunkt for hendes henvendelse til publikum ("Og det står skrevet…"), som var det selve biblen, hun lod sig inspirere af. Casper Sloth har rollen som trioens underdog og det er naturligvis også ham, der må slæbe støvsugeren med rundt, for støv finder man jo alle vegne på et museum.
De tre skuespillere får os til at tænke over de mange usikkerhedsmomenter, der er i beretninger om menneskets historie og hvor meget den form for historieskrivning og formidling fokuserer på den heteroseksuelle familie. Det er med andre ord museets rolle i vor tid, vi får vendt, og det virker faktisk ganske forfriskende. Når man undervejs leger med lys versus mørke, store rum versus små, varme versus kulde bliver man som tilskuer også rent fysisk bevidstgjort mht den oplevelse, man har og det er slet ikke så tosset endda.
