GHITA

★★★★★☆

Lea Korsgaards bog GHITA er ikke blevet den definitive Ghita-biografi, den måske var tænkt som, men den er dog ganske tæt på at være det. For det virker som om Lea Korsgaard er kommet ind under huden på det offentlige menneske Ghita Nørby, og i al fald fået en fornemmelse af hvor skoen trykker og hvad der er drivkraften bag dynamoen Ghita.

Der tegner sig et billede af menneske, der elsker livet og teatret, men som erkender, at hun nok især har været en succes indenfor teatret. Et portræt af en kvinde, der trods smilehuller og en ukuelig nysgerrighed i stadig højere grad må kæmpe med sine dæmoner. Bogen vægter især de seneste år højt – en tid hvor Ghita må kæmpe med skilsmisse og mod kræft.

Man kunne have ønsket sig en mere grundig gennemgang af Ghitas film, men på en måde afspejler det også Ghitas egen personlighed, for hun har netop styr på alt hvad hun har medvirket i, da det er den næste rolle, der interesserer mest. Alligevel er det et stor minus at bogen mangler en oversigt over hvad Ghita har medvirket i på film, TV og teatret. Billedematerialet, der også omfatter private fotos, er rigt men småt, og ikke nødvendig vis gengivet i farver.

Kollegernes lovord står i kø i bogen, men man fornemmer dog, at Lea Korsgaard også aner bagsiden af medaljen. I lighed med Ghita selv. Det er næppe tilfældigt, at bogen fremhæver hvor nært Ghita følte sig knyttet til Fru Heiberg (som hun spillede i "Fra Regnormenes Liv") samtidig med, at forfatteren citerer en af Ghitas replikker fra forestillingen: "Alle synes jeg er en heks… Sådan var det ikke tidligere".

Ghitas egen mor var tilmed datterens hårdeste kritiker: "Ghita kan alt. ALT! Men hun er ligeså forfærdelig, som hun er sød."

Tilbage står et portræt en gammel pige, der flygtede ind i en fantasiverden, der ganske vist var længe om at gøre hende voksen, men som i det mindste gav tilværelsen – den svære – mening og værdi.

De menneskelige omkostninger fornemmer man især forhold til sønnen. Og Ghitas lighedspunkter med sin egen mor holdes væk fra kroppen med den latter, der har hjulpet den populære skuespillerinde livet igennem. Man kan også komme for tæt på Ghita Nørby!