★★★★☆☆
Efter den globale triumf med facebook-filmen "The Social Network" var det kun et spørgsmål om tid, førend Hollywood gav sig i kast med andre internet-relaterede succeshistorier.
Og naturligvis måtte manden, der gjorde æblet mere berømt, end selv Adam formåede, ha’ sin egen film. Ligesom i "The Social Network" er der her tale om et portræt, der anerkender hovedpersonens personlige fejl såvel som hans revolutionerende indsats for computerbrugere.
Ashton Kutcher yder sin hidtil bedste præstation som JOBS, en kompleks mand med store visioner og et talent, der matcher dem. Fint gør han rede for den udvikling som Steve Jobs gennemgår: Fra ungt syrehoved med Serpico-frisure til tjekket forretningsmand og far.
Instruktøren Joshua Michael Stern gør klogt i at følge rytmen i Matt Whiteleys velstrukturerede manuskript, som både får
fortalt historien om Apple og om Steve Jobs. Apple kan meget vel ha støttet filmens tilblivelse økonomisk, men enhver form for promovering af produkter forekommer i al fald mere raffineret her end i den platte Google-film, "The Internship". JOBS er nemlig en film lavet med en vis intelligens og kan nydes selv af PC-analfabeter.