★★★★☆☆
Det er ikke kun filmens to hovedrolleskuespillere, der virker for gamle til dette tegneserie-nonsens. Denne anmelder føler
sig helt hægtet af, når voldsorgier serveres som komik og grovheder gør det ud for replikker. Det virker tilmed hyklerisk, når man lader heltinden Hit-girl gå til angreb mod homofobi og grimt sprogbrug, når hun i andre scener bruger nedsættende bemærkninger om homoseksuelle og bander hver gang hun skal markere en pointe.
Filmen burde faktisk have heddet Hit-girl, for det er i den grad Chloë Grace Moretzs karakter, der får fokus efter at hun chokerede i den første “Kick-Ass”-film. Nu er hun blevet voksen, og den hvalpede nuttethed er blevet erstattet af en nydelig men også mere syntetisk fremtoning, som ikke gavner hende som skuespiller i denne sammenhæng.
Aaron Taylor-Johnson fik sit kommercielle gennembrud med den første Kick-Ass-film, men virker langt mere interessant i andre film som f.eks. “Albert Nobbs” end, når han bare skal sparke røv.
Christopher Mintz-Plasse fremstår grotesk som skurken “Motherfucker”, mens en næsten ukendelig Jim Carrey overrasker som kampklar oberst. Man bemærker også Augustus Prew som den nørdede Todd – eller Ass-Kicker som Todd uopfindsomt kalder sig selv.
Jeff Wadlow har nok fornemmelse for tegneserie-universet, men han er også i besiddelse af urimelig dårlig smag, hvilket
unægteligt sætter sit præg på filmen, eftersom han både har skrevet manuskriptet og instrueret. Lad os derfor håbe, at dette bliver det sidste vi hører til Kick-Ass og alle de andre superhelte-wannabes.
