★★★★★☆
En gruppe mænd i underbukser ligger oveni hinanden som en bunke kød. Snart slås de om en blodrød t-shirt og ender med at sidde tilbage med en lille las hver. Et kort varsel om det Shakespeare-drama, der nu udspiller sig på Kronborg, efter Hamlet er gået til filmen. Og KØBMANDEN I VENEDIG bliver netop et drama om mennesker af kød og blod, når det fremføres af Staatsschauspiel Dresdens attraktive herreensemble. Det dynamiske nærværende spil indgår i instruktøren Tilmann Köhlers tidløse og overraskende morsomme fortolkning, der modsat årets første Shakespeare-gæstespil, "King Lear", faktisk tager sine karakterer alvorligt.
Kostumer bliver tilsyneladende tilfældigt kastet over bagvæggen og ind på scenen og bruges i flæng af spillerne, hvilket flytter opmærksomheden væk fra det historisk korrekte over på det følelsesmæssigt relevante. KØBMANDEN I VENEDIG tør et langt stykke ad vejen tro på de store følelser – og frem for alt tror folkene bag forestillingen på kærligheden. Der kysses lidenskabeligt, når der skal kysses – uanset køn og alder – og det virker faktisk ganske befriende og viser, at i sidste ende ER det kærligheden, der afgører alt.
Det mærker vi, når den sympatiske Christian Clauss’ Bassanio skal dyste om Portia, som Christian Friedel tegner så yndigt. KØBMANDEN I VENEDIG leger bevidst med kønsrollerne – og sætter fokus på de eksisterende kønsroller, når den lader en mand spille Portia – forklædt som mand.
Men hovedkonflikten udspiller sig mellem den nådesløse Shylock (en karismatisk Matthias Reichwald) og Christian Erdmanns sårbare Antonio, der skylder ham et pund kød af sin krop. Man kunne have ønsket sig, at disse to dygtige skuespillere i højere grad havde fået mulighed for at spille ud i den mere alvorlige anden akt, men denne originale udgave af KØBMANDEN I VENEDIG lader Shylocks stiltiende accept af sin dom stå i grel modsætning til pøblens hån. Dermed bliver spørgmålet om ubarmhjertighed ikke kun et spørgsmål om en enkel persons, men snarere et spørgsmål om vor egen evne til at tilgive.
