★★★☆☆☆
Det Flydende Teater er endnu engang stået til søs med en stor forfatter ombord. Sidste år gjalt det Karen Blixen
(uforglemmeligt fremstillet af Lars Junggren) og i år præsenteres vi for Henrik Nordbrandt. Endda hele tre udgaver, gestaltet af tre talentfulde unge skuespillerinder, Özlem Saglanmak, Rosa Sand Michelsen og Anne Vester Høyer. De får selskab af den alsidige multi-musiker Frederik Mellquist, der ligesom pigerne også kan synge.
Først etableres en ægte dansk hyggestemning – med både vin og chokolade, så man føler sig som Rødhættes bedstemor umiddelbart, før ulven sætter tænderne i hende. Nordbrandts tekster får da også pirket til idyllen, men samspillet mellem hans tekster og Henriette Groths musik forekommer alligevel underligt uforløst. Ingen tvivl om at såvel tekst som musik hver for sig har kvaliteter, men symbiosen udebliver og med den magien. Tilbage er en lidt pjanket og løs forestilling i smukke omgivelser. Men uden den substans, som fans af Henrik Nordbrandt formodentlig vil forvente.
Emil Hansen og Anders Lundorph har dog sørget for, at skuespillerne fremstår veloplagte, og det betyder en del på sådan en lille båd. Ôzlem Saglanmak besidder et renfærdigt talent, der virker sympatisk, og så viser hun en ny side af talentet, når hun iført overskæg for alvor træder i karakter som mand. Også Rosa Sand Michelsen har et spøjst lune, som vi for sjældent har set. Og så er der livsstykket Anne Vester Høyer, der tilfører forestillingen en befriende vitalitet og kødelighed. Anne Vester Høyer er desuden udstyret med en dejlig varm stemme, der for alvor folder sig ud i hendes afsluttende solosang.
Jo, de ER mere end deres egne snørrebånd værd! Og med lidt dramaturgisk assistance kunne man måske være nået længere, selvom det unægteligt kan være vanskeligt at se, hvorfor lige netop Henrik Nordbrandt skal serveres som flydende musikteater?
