★★★★★★
Det tar kun 20 minutter at komme fra København til Skodsborg, med mindre det er en af de dage, og det er det jo efterhånden tit for DSB. Men efter 50 minutter på farten, nåede vi frem og fik ikke blot en venlig men beroligende modtagelse. Og efter en afstressende omgang yoga og besøg i den helsende spa oase med både hydro spa, dampbad etc., var vi mere end klar til dagens hovedbegivenhed: Den første af en række ambitiøse klassiske koncerter kombineret med et fornemt traktement i form af Standing High Tea.
Dagens lørdagskoncert var henlagt til den hyggelige Danner-salon, hvor såvel spejle som lysekroner stammede fra Grevinde Danners Palæ. En perfekt ramme om en lille intim klassisk koncert, og arrangementet var da også velbesøgt. Det var nu ikke så underligt, for solisten Bjarke Mogensen må siges at være et verdensnavn, der for alvor har skabt respekt omkring accordeonen som klassisk musikinstrument.
Med sig havde han den ungdommelige og uhyre velspillende Øresunds Kvartet, og de fem klædte virkelig hinanden – også
musikalt. Man lagde ud med W.A. Mozarts “Adagio og Rondo, KV 617”, der stilfærdigt men utvetydigt fjernede enhver fordom om, at klassisk musik og accordeon ikke lader sig kombinere.
Springet til Anders Koppel kunne på forhånd virke brat, men netop forskelligheden fik publikum til at spidse ører en ekstra gang. Koppels “Concerto Piccolo 2009” var på elegant vis blevet transkriperet af Josefine Opsahl til det lille femkløver, og var bestemt et spændende musikalsk bekendtskab. Dermed var vi rustet til Leos Janáceks strygekvartet nr. 1. – også kendt som “Kreutzersonaten”. Interessen for Janáceks værker synes voksende efter Det Kongelige Operas triumf med hovedværket “Den Fiffige Lille Ræv”. “Kreutzersonaten” blev ikke mindre interessant af at blive præsenteret i historisk sammenhæng af den festlige musikekspert Claus Johansen.
Efter at publikum på mere eller mindre civiliseret facon havde fyldt sig med små agurkesandwich’er og delikate “petit fours”, så var tiden kommet til en håndfuld af komponisten Dvoráks bagateller, op. 47. Igen et nyt sanseunivers i forhold til de tre første del, og samtidig med til at udvide vores opfattelse af hvad disse musikere kunne præsterere.
Højdepunktet indtraf dog heldigvis først til sidst. Her trådte verdenstjernen i karakter med brudstykker af den urimeligt
oversete komponist Astor Piazzolla. Lidenskaben i Bjarke Mogensens ansigt forplantede sig til hans accordeon, hvad enten temaet var søvn, frygt eller faderens død, og smittede af på Øresunds kvartetten, der levede op til hans niveau.
Man forlod Kurhotel Skodsborg med så megen ro og renhed i sjæl og krop, at selv hjemrejsen med DSB blev en dans på roser.
