BUSTER FILMFESTIVALEN

10. – 27. SEPTEMBER 2015

Buster er efterhånden gået hen og blevet en velvoksen ung mand. Med den dynamiske Füsun Eriksen som festivalchef hører Buster blandt de mest velfungerende af de danske filmfestivaler. For Buster er så meget mere end film, men forsøger aktivt at udvikle nærkontakten med publikum gennem work-shops, event og direkte kontakt med skolelærerne.

Faren ved de mange nye tiltag er den stigende kommercielisering, hvor vores børn og unge bliver direkte mål for en lang række firmaer, og hvor balancen mellem undervisning og indoktrinering pludselig bliver hårfin.

Et af Buster filmfestivalens fineste kendetegn er den vifte af film fra meget forskellige dele af kloden, der pludselig bliver tilgængelig.

Fra Schweiz kommer en uortodoks historie om den tykke dreng CHUBBY, og Rusland er repræsenteret med den bemærkelsesværdige ungdomsfilm 14+. Indien serverer KRAGEÆG og om det så er Saudi Arabisk film, så finder man selvfølgelig også det på Buster filmfestivalen i form af DEN GRØNNE CYKEL.

Robert Connollys australske PAPIRFLY har drengen Ed Oxenbould fra den vidunderlige kortfilm JULIAN (af Matthew Moore) i hovedrollen. Den billedskønne OPERATION ARKTIS er fra Norge, og de belgiske filmbrødre Dardenne byder på en sødmefyldt historie om et skilsmissebarn i DRENGEN MED CYKLEN.

Buster filmfestivalen er også en kærkommen lejlighed til at hylde Nina Crone, der udover en lang række prisbelønnede voksenfilm også har produceret mange glimrende børnefilm bl.a. Bille Augusts BUSTERS VERDEN, der ligefrem har givet festivalen sit navn. Men også NONNEBØRN og DET SKALDEDE SPØGELSE er yderst seværdige i lighed med animationsfilmene om ORLA FRØSNAPPER og DISCO ORMENE.

En ny film med de finske Mumitrolde er altid en begivenhed, og denne gang skal MUMITROLDENE PÅ SOMMERFERIE. Og fik man ikke set den magiske fransk-belgiske animationsfilm om MINISEKTERNE, da den oprindeligt blev vist i biograferne, så er chancen der heldigvis nu. Man kan også stifte bekendtskab med en uhyre velspillende and i den belgiske TRÆKFUGLE.

Et utal af gode tilbud venter med andre ord derude i biograferne – og andre steder – så det er bare med at komme afsted.