CANNES FILM FESTIVAL 2013

★★★★★☆

Hovedprisen på årets filmfestival i Cannes gik til det lesbiske drama BLÅ ER DEN VARMESTE FARVE (La Vie d’Adèle) af
Abdellatif Kechiche (“Couscous”). Dermed slog den en anden af anmeldernes favorit, Paolo Sorrentinos DEN STORE SKØNHED (La Grande Bellezza). Palme-vinderen skildrer indgående et kærlighedsforhold mellem to unge kvinder spillet af to af Frankrigs mest lovende skuespillerinder, Léa Seydoux (“Drengen fra bjerget”) og Adèle Exarchopoulos.

Der var derimod ingen priser til Nicolas Winding Refns ONLY GOD FORGIVES. Refn har dog tidligere noget ufortjent modtaget instruktørprisen for sin film “Drive”, men den pris gik i år til spanskfødte Amat Escalantes for hans voldsorgie HELI.

Heller ikke de danske skuespillere høstede nogen anerkendelser fra juryen, der i år havde selve Steven Spielberg som præsident. Mads Mikkelsen, som vandt sidste år for “Jagten”, havde ellers titelrollen som hestehandleren i Arnaud des Pallières’ MICHAEL KOHLHAAS. Men i et opløb, der talte DEN STORE SKØNHEDs Toni Servillo og Michael Douglas i Liberace-filmen BEHIND THE CANDELABRA, sejrede veteranen Bruce Dern i Alexander Paynes NEBRASKA. Bruce Dern huskes bl.a. for en god
birolle-præstation i 1974-udgaven af “Den Store Gatsby”.

Årets Bodil-vinder Sara Hjort Ditlevsen måtte se sin indsats i Alex van Warmerdams hollandske BORGMAN forbigået. Berenice Bejo, som ikke bare en falleret stumfilmshelt men en hel verden forelskede sig i via THE ARTIST, vandt nemlig prisen for bedste skuespillerinde. Det skyldtes filmen FORTIDEN (LE PASSÈ) af den iranske instruktør Asghar Farhadi, der gav os Oscar-vinderen “Nader og Simin – en separation”. Blandt Bejos nærmeste konkurrenter var Adèle Exarchopoulos og Léa Seydoux i Palme-vinderen
BLÅ ER DEN VARMESTE FARVE samt Martine Vacht i Francois Ozons UNG OG SMUK (JEUNE & JOLIE).

Ethan og Joel Coen blev atter engang hædret i Cannes, denne gang med juryens Grand Prix for deres musikepos INSIDE LLEWYN DAVIS. Et andet af festivalens roste værker, Hirokazu Koreedas japanske SOM FAR SOM SØN (SOSHITE CHICHI NI NARU) tog den ordinære jurypris. Også en kineser kom på podiet takket være manuskriptprisen til Zhanke Jias samfundskritiske LIDT SYNDIGT (TIAN ZHU DING).

Der var almindelig enighed om, at kvaliteten havde været høj på årets filmfestival, hvor legendariske stjerner som Alain
Delon og Kim Novak stjal opmærksomheden fra deres yngre kolleger. Og den lokale glæde over, at det endelig blev en fransk film, der nåede til tops igen, forekom fuld forståelig.