★★★★★★
Det synes ufatteligt, at der skulle gå 56 år, inden New York City Ballet igen gæstede Det Kongelige Teater. Men en forlænget weekend i april 2013 bragte de foråret med sig ind i operaen, og satte på ny den internationale standard indenfor ballet.
New York City Ballet forsøger aldrig at charmere sig til succes, men lader det tårnhøje kunstneriske niveau tale for sig selv. Man kan mene, at det primært er en teknisk opvisning,men i guder, hvilken opvisning!
På den sidste aften, hvor en række af kompagniets tidligere førstekræfter (blandt dem Peter Martins og Nikolaj Hübbe) var at finde blandt publikum, præsenterede de et klassisk Balanchine-program bestående af "Serenade", "De fire temperamenter" og "Symfoni i C".
Allerede med den næsten drømmeagtige "Serenade" blev man overbevist om, at her optrådte et ensemble i særklasse. Var danske Ask La Cour (nyudnævnt solodanser i ensemblet) ekstra nervøs, så skjulte han det godt. Og dirigenten Andrews Still skabte i samarbejdet med et inspireret orkester en berusende udgave af Tschaikowskys musik.
I anden del måtte vi sige farvel til pigernes lange blå skørter og goddag til træningstrøjet. "The Four Temperaments" ligger langt senere i Balanchines karriere, og er da også mere eksperimenterende. Formen kræver lidenskab, og den fik man – ikke mindst når Gonzalo Garcia og den fyrige Amar Ramasar tog fokus.
"Symphony in C" startede en smule stift i klassisk stil med 11 piger iført små hvide strutskørter og sølvglimmer. Men så
snart de sortklædte sølvglitrende mænd kom på scenen, løsnede pigerne op, og finalen var intet mindre end virtuos.
De stående ovationer og jubelråbene gjorde det klart, at New York City Ballet ikke behøver at vente så lang tid, før de kommer tilbage.
