★★★★☆☆
Teatergruppen Flyvende Grise har atter engang invaderet Frederiksbergscenen og gudskelov for det. For disse grise plejer at være garant for originalt fysisk teater, og den omfatter da også S/H.
Undertitlen "en verden af slapstick, drømme og stumfilm" giver faktisk et meget præcist billede af hvad man kan opleve i løbet af de fem kvarter forestillingen varer.
Atter engang står Thomas Corneliusen på scenen og denne gang synes hans kropslige ekvilibrisme at nå nye højder. Sammen med instruktøren Tue Biering har han ikke bare afluret diverse stumsfilmstjerners attituder og poseringer, men udviser også fornemmelse for de enkelte genrer inden for stumfilmen samt de æstetiske og tekniske udfordringer forbundet dermed.
S/H gentager i passager sine virkemidler, men det gjorde man sørme osse i stumfilmens tid. Og Thomas Corneliusens
virituositet overvinder alle forbehold, en kraftanstrengelse af de sjældne.
Ligesom i den Oscar-belønnede film "The Artist" fremstår S/H som en kærlighedserklæring til stumfilmens skuespillere. Men vel at mærke en kærlighedserklæring, der har blik for det hårde arbejde og den korte berømmelse. Historien kunne måske fortælles klarere, men flot at man trods alt når så langt som man gør, uden at forråde stumfilmens univers.
Til sidst forlader filmskuespilleren scenen – som arbejdsløs? – men hans kunst vedbliver heldigvis med at eksistere. Så priviligeret er teaterskuespilleren ikke.