★★★★★★
En af årets største Oscar-skandaler bestod i, at Tom Hooper end ikke var nomineret som bedste instruktør for LES MISERABLES, der ellers opnåede 8 nomineringer bl.a. som bedste film. Men det kan have givet bagslag, at han vandt for et par år siden for den konventionelle "The King’s Speech" (eller "Kongens store tale", som den mere entydigt kom til at hedde på dansk).
Hans dynamiske og visuelt opfindsomme filmudgave af den berømmede scenemusical er under alle omstændigheder en imponerende bedrift.
Det nøje sammensatte ensemble fungerer upåklageligt både sangligt og skuespilmæssigt anført af en passioneret Hugh Jackman som den tidligere tugthusfange Jean Valjean. For mange vil det sikkert komme som et chok, at Hugh Jackman både kan synge og spille, men for de, der har set ham optræde ved diverse prisuddelinger eller på Broadway i en Tony-belønnnet musical-præstation (som Liza Minnellis ex-mand Peter Allen!), bekræfter filmen Jackmans alsidige talent. Han ligner måske ikke en mand, der kan løfte en ladvogn alene, men pointen er jo netop, at det er lidenskaben, der er hans drivkraft.
Samme lidenskab finder man også i Anne Hathaway, der har smidt al prinsesse-glamouren for at yde nøglerollen som Francine fuld retfærdighed. Som en såret dyreunge taler hun direkte til vores følelser, og hendes udgave af "I dreamed a dream" bliver ikke blot filmens musikalske og dramatiske højdepunkt, men indskriver sig øjeblikkelig blandt musical-historiens gyldne øjeblikke.
Russell Crowe synger hæderligt som den hævngerrige Javert, men mere ild i blikket havde ikke skadet. Mamma Mias Amanda Seyfried bliver aldrig en stor skuespillerinde, men fremstår i Hoopers instruktion bedre end ellers som Cosette, og stemmen fejler bestemt ikke noget.
Hendes udkårne spilles med bevægende sårbarhed af Eddie Redmayne, der siden hovedrollen i "My Week With Marilyn" har erobret Broadway med en Tony-belønnet indsats i skuespillet "Rød" (i den rolle som Thure Lindhardt spillede
på Edison). Samantha Barks sender foreståeligvis Redmayne mange forelskede blikke som en meget moderne Éponine.
Sacha Baron Cohen og Helena Bonham Carter, der allerede viste deres musical’ske værd i Tim Burtons "Sweeney Todd", leverer effektivt de komiske sideroller som de grumme kroejere, og filmens børneskuespillere bør også fremhæves. Endelig bemærker man på barikaden den talentfulde Aaron Tveit, som vi helt sikkert kommer til at se mere til fremover. Tveit medvirkede i orignalproduktionen af off-Broadway-musicalen "Next to Normal", som i sidste sæson kunne nydes på Nørrebro Teater.
Det overdådige ved LES MISERABLES kan ikke reduceres til storslåede kulisser og smagfulde kostumer. Der er en trofasthed mod selve ånden i Victor Hugos mesterværk, som heldigvis har ladet sig overføre til filmen, og musikken beviser endnu engang sin levedygtighed. I tilgift får vi en fin ny sang med titlen "Suddenly". Hugh Jackman fortolker den forbilledligt, og så stritter den ikke i forhold til musicalens øvrige sange, hvilket kan hænge sammen med, at sangen er skrevet af musicalens ophavsmænd, Alain Boublil og Claude-Michel Schönberg.
Så det er bare med at lukke ørene op og give sig hen til dette emotionelle storværk – og husk for guds og sidemandens skyld lommetørklæder!
