AALBORG TEATER **** AARHUS TEATER ***
Skal man en tur til Jylland, kan man i øjeblikket se hele to udgaver af Anton Tjekhovs tidløse klassiker KIRSEBÆRHAVEN. Stykkets tematik synes faktisk mere aktuel end nogensinde, idet hovedpersonen og hendes bror er havnet i luksusfælden.
Aalborg Teater har inviteret den 3-dobbelte Reumert-vinder Tammi Øst på besøg, og det forstår man godt, for hun har før løftet nogle af verdensdramatikkens mest krævende roller. Og sammen med teaterchefen Morten Kirkskov i rollen som broderen Leonid bliver hun da også samlingspunktet i Alexa Thers rigeligt cirkusagtige opsætning. Øst er Ljubóv, en aldrende lillepige, der i lighed med broderen Gájev har ødslet familieformuen bort, og godset med den berømmede kirsebærhave risikerer nu tvangsauktion.
Ljubóv indser nok i højere grad end broderen, at katastrofen nærmer sig, men ændrer alligevel ikke adfærd. Først da tragedien er en kendsgerning fornemmer man, at hun ser nederlaget i øjnene, og måske har lært en lille smule. Broderens eneste redning bliver derimod, at søsteren tager ham ved hånden, efter de en sidste gang har beskuet den kirsebærhave, der konstant minder dem og os om fordoms så lykkelige tider.
Øst lader til slut Ljubóv efterlade sin lille dukke på scenen, et tegn på at hun nu er færdig med at lege og langt om længe ved at blive voksen. Men den kunne også opfattes som det kærlighedsbarn, hun aldrig fik med godsets nye ejer på trods af en ikke ubetydelig kemi imellem dem.
På Aarhus Teater forekommer instruktøren Gábors Zsámbékis tolkning af stykket at være mere russisk, en humoristisk dødsmesse over en fortabt tid. Spillet forbliver dog såre dansk, og svinger fra det jævne til det direkte utilstrækkelige. Hvor vi i Aalborg Teater næsten hadede Tammi Østs opkørte Ljubóv inden pausen, for så alligevel at holde af hende ved stykkets udgang, så efterlader Charlotte Fichs version os fuldstændig kold. Hun synes nu langt fra ene om at levere en flad replikføring på Aarhus Teater, og er slet ikke den værste i forestillingen.
Selvom Ljubóv og broderen også her lægger deres legetøj fra sig, inden de forlader huset, så skal der lige leges lidt igen, inden de går. Så måske har de i virkeligheden slet intet lært?
Man kan mene, at Alexa Thers udgave forekommer en anelse mere optimistisk end Zsámbékis’, men fremtiden tegner unægteligt dyster – hvadenten man opholder sig i Ålborg eller Århus.
