FRANKENWEENIE

★★★★★☆

Tim Burton har ikke kun instrueret originale film som "Edward Saksehånd" og "Ed Wood", men også en række dystre tegnefilm med inspiration i gysergenren. Denne gang har han dog overgået sig selv med FRANKENWEENIE, der fremstår som en uimodståelig hyldest til diverse Frankenstein-film – fortalt i børnehøjde og med et væld af humoristiske finesser.

3D formatets muligheder egner sig glimrende til gyserfilm, hvad med allerede kunne konstatere i 50erne via "Vokskabinettet" med Vincent Price, og det virker langt fra tilfældigt, at en af karaktererne bærer store lighedspunkter med gyserikonet Price. På lydsiden glæder man sig bl.a. over en genhør med Wynona Ryder, der også spillede en betydelig rolle i Burtons gennembrudsfilm. "Beetlejuice".

FRANKENWEENIE startede oprindelig som en kortfilm, men den vidunderlige historie om en lille dreng, der forsøger at vække sin afdøde hund til live, kan sagtens bære det store format, og Burton synes mere genresikker end nogensinde.

FRANKENWEENIE placerer sig faktisk som Burtons betydeligste tegnefilm, og bør nu være favorit til at vinde årets animations-Oscar. For selvom filmen er holdt i sort-hvidt for derved at ligne de klassiske gysere mest muligt, så savner man ikke på noget tidspunkt farver, og FRANKENWEENIE kan uden overdrivelse betegnes som en visuel nydelse alle sande filmelskere vil forstå at værdsætte.