★★★★☆☆
Det var i den grad tiltrængt, at der kom en stor biografi om Erik Balling. På trods af anmeldernes vedvarende jubel over Dreyer og Trier, så må man ikke glemme, at det er Erik Balling, der mere end nogen anden har præget dansk film efter 2. verdenskrig. Og det har dansk film faktisk været godt tjent med.
Christian Monggaard skriver i et læsevenligt sprog om Ballings liv, men vægten er – heldigvis – på Erik Ballings værker, hvor mange i urimelig grad er gledet i glemmebogen. Feks. er det intet mindre end en skandale, at en af Ballings bedste film Vi Der Går Køkkenvejen (med Birgitte Reimer i sit livs rolle) aldrig er blevet udsendt på DVD. Monggaard skriver da også pænt om denne og de fleste andre Balling-film, men det er mere i registreringen af filmenes modtagelse i samtiden end i nyvurderingerne, at Monggaards bog har sin force.
At skrive, at Tro Håb og Troldom er “decideret mislykket”, når den trods alt indeholder en Bodil-belønnet præstation af selveste Bodil Ipsen synes trods filmens indlysende mangler for firkantet en udlægning af fakta. Og at hævde, at “Ib Schønberg leverer en af sine store præstationer i Vi Arme Syndere”, er ikke bare noget vås men en hån mod Schønbergs præstationer i Biskoppen, Tre År Efter og Cafe Paradis.
Men når opgaven alligevel er bestået, er det fordi, at bogen gennemstrømmes af en respekt for stoffet. Monggaards begejstring smitter, så man næsten bærer over med, at billederne fra Ballings visuelt flotteste værk, farvefilmen Quivitoq, kun er gengivet i sort-hvid.
