THE FULL MONTY – DET’ BARE MÆND

★★★☆☆☆

Gorgerne, disse ukuelige musicalmennesker, har kastet sig over musicaludgaven af filmen "Det’ bare mænd". Originaltitlen betyder i overført forstand, at man går hele vejen, og det er da også hvad Gorgerne gør.

THE FULL MONTY virker i sceneudgaven mere vulgær end den hyggelige engelske film, som den er baseret på, og sangene har man glemt i samme øjeblik, de er ovre. Men THE FULL MONTY forekommer i denne sammenhæng ikke som noget tosset valg, for den netop handler om en gruppe amatører, der imod al sund fornuft insisterer på at være professionelle. Og det er præcis hvad Gorgerne gør i Tom Aarup Larsens tilforladelige instruktion.

Det kniber med diktionen, og en del replikker går tabt, fordi de medvirkende simpelthen ikke kan artikulere
en længere tekstbid. Men de medvirkende har den rette godmodige charme til at løse opgaven, og slipper nogenlunde pænt fra de sanglige udfordringer. Ikke alle sceneskift på Stærekassen virker lige elegante, men man bærer over med det meste.

Pigerne i forestillingen ser tilmed bedre ud end filmens, hvilket gør THE FULL MONTY acceptabel for en del af
det mandlige publikum. Omvendt udfordrer mændene på scenen virkelig herrestrip-publikummets loyalitet.

Så selvom hverken stripshowet eller forestillingen reelt forandrer noget for de indvolverede, så bør THE FULL MONTY afgjort aftvinge en vis respekt.