★★★★☆☆
På Eventyrteatret har børn og barnlige sjæle kastet sig over Charles Dickens’ uopslidelige klassiker, ET JULEEVENTYR.
En grum historie, som dog bliver gjort spiselig for børn, selvom man under besøget på kirkegården kunne høre børneklynk. En enkelt af de allermindste var også klar til at forlade salen, men blev dog til den juleglade finale.
Instruktøren Bo Skødebjerg giver sig god tid til at foretælle historien i starten, hvorimod forløsningen hos publikum og den nærrige Scrooge – her omdøbt til Skrut – klares på få minutter. På omtrendt en time har vi være igennem den gamle gniers fortid, nutid og fremtid, og set ham forandre sig til det bedre.
Rent dramatisk ville det have styrket forestillingen, hvis hovedkarakteren rent faktisk var i besiddelse af en vis farlighed, men det har man måske ikke turde?
Derimod formidler Jonathan Stahlschmidt ægte julestemning i de helt rigtige doser. Tiny (lille) Tim har skiftet køn og er blevet til lille Tilli, og det gør bestemt ikke spor, fordi man i Eva Paludan har fundet den sødeste lille pige til at spille rollen. Ingen kunne da finde på at gøre hende fortræd!
Sangene svinger fra det anonyme til det velfungerende hjulpet godt på vej af bl.a. Niels Skovgaard, men i sidste ende er det de unges spilleglæde, der får forestillingen i hus.