MÅNEDENS INTERVIEW:

LOTTE ISAGER


På bogmessen i Bella-centret var et af årets store samtaleemner Lotte Isagers hypnotiske roman DU, som bl.a. forfatterinden Iselin Hermann roste til skyerne. Og det forstår man godt, for DU giver virkelig sine læsere en overvældende oplevelse og fremstår såvel form- som indholdsmæssig som en eventyrlig udfordring.

Bogen er holdt i DU-form og Lotte Isager giver selv følgende forklaring på hvorfor:

”Selve ideen om kærlighed, som bogen handler om, har dikteret dens struktur og fortællerstemme. Når man læser du, læser man jo også jeg. Du er forskellig fra jeg, men de smelter alligevel sammen. Det afspejler for mig at se noget af det vigtigste i kærlighedens væsen.”

Historien udspiller sig i en ikke nærmere defineret by, som forfatterinden kun under pres afslører som beliggende i den
centralasiatiske region. Måske i den del af det persiske rige, vi i dag kender som Iran. Men Lotte Isager lægger bevidst mere vægt på byens atmosfære end nogen konkret historisk eller geografisk baggrund.

I byen møder vi en væld af fascinerende karakterer, bl.a. en sultan, en pottemager og en tre-benet fiskerpige. Karakterer uden konkrete fortilfælde, men dog sandsynligvis inspireret af mange af de mennesker, Lotte Isager har mødt på sine rejser bl.a. til Afrika og Sydøstasien.

Men hvorfor en pige med tre ben…?

"Tre ben… tja… sådan er det bare for hende her… det er nok lidt besværligt for hende, men hun er nu ikke specielt
tynget af det. Og vi har jo alle noget anderledes eller unormalt i vores kroppe på en eller anden måde. Noget vi skal acceptere at leve med. Hos hende er det bare mere synligt end hos så mange andre."

DU gennemstrømmes af en sanselighed, der kan virke overvældende, og man fornemmer virkelig hvordan naturkræfterne – de fire grundelementer – fungerer som en slags medspillere i historien.

"Jeg kan godt lide tanken om, at elementernes blanding på én gang er så genkendelig og uforklarlig. Vi stræber efter at finde den rigtige balance. I vores liv. I kroppen. I kærligheden. Måske oplever vi indimellem, at elementerne falder på plads – men så glider de fra hinanden igen. Det ene øjeblik er der en fornemmelse af balance. En slags opfyldelse og forbindelse. Det næste øjeblik er det væk igen. Man fatter ikke helt, hvad der skete, og alligevel er man automatisk i gang med at genoprette eller genfinde den balance, der åbenbart smuttede."

En anden rød tråd i DU er den store digter og filosof Rumi, hvis tanker om tilværelsen og kærligheden tjener som kommentarer til det liv, bogens karakterer fører.

"Rumi regnes i andre dele af verden med rette som en af verdens største kunstnere. Han levede for otte hundrede år siden, men hans digte er bestsellere i USA i disse år. Det er i sig selv fantastisk! Jeg tænker på ham som en slags poetisk vulkan. Da han først gik i udbrud, skrev han et værk, der i omfang overgår Iliaden og Odysseen tilsammen, men er i samme litterære vægtklasse. De erfaringer, som personerne i DU gør sig om kærlighed, relaterer på forskellige måder til Rumi. Hans tankesæt er en slags ledesnor i deres liv."

Ud over Rumis poesi nævner Lotte Isager også "1001 nats eventyr" som stor inspirationskilde. Og netop det magiske element gør, at DU hæver sig majestætisk over den danske hverdagsrealisme og afslører en forfatterinde med både indsigt og udsyn.