MIX COPENHAGEN FILM FESTIVAL

★★★★★☆

Årets MIX COPENHAGEN FILM FESTIVAL finder sted i perioden 19. til 28. Oktober. Som noget nyt har man forsøgt at samle alle spillefilmsvisninger eet sted, nærmere bestemt Empire Bio på Nørrebro, mens kort- og dokumentarfilmene primært vises i Cinemateket. Et spændende forsøg, der gerne skulle øge den sociale værdi af en filmfestival for lesbiske, bøsser, bi’er og transer m.v., men om det også givet det ønskede økonomiske resultat vil tiden vise. Hovedparten af Københavns barer for lesbiske og bøsser etc. ligger i al fald i centrum.

Men der er god grund til at begive sig til Nørrebro, hvor man både kan se film med politiske over- og undertoner og film, der blot vil underholde. Den overvejende del af filmene fortæller simpelthen stærke, personlige menneskelige historier, som man umiddelbart kan relatere til. Det gælder også årets åbningsfilm, der tilmed er en dansk dokumentar film. MY LOVE – THE STORY OF POUL AND MAI er en usædvanlig kærlighedshistorie mellem en ældre fisker ved navn Poul, der efter at være blevet enkemand springer ud som bøsse, forelsker sig og indgår registreret partnerskab med MAI, en ca. 20 årige yngre thailandsk far. Iben Haahr Andersen har på diskret vis fulgt parret gennem 6 år, bl.a. i deres stadige kamp med at få Mais søn til Danmark.

Blandt årets mest imødesete titler hører "Our Paradise" med homoikonet Stéphane Rideau i hovedrollen. Rideau brød igennem i André Téchinés mesterværk "De vilde siv" og har siden medvirket i homorelaterede film som "I fuld fart", "Presque rien", "Three Dancing Slaves" og "Sitcom".

I "Our Paradise" spiller Rideau overfor den tidligere Betty Blue, Béatrice Dalle, der også kan ses som lesbisk i en anden af festivalens film, "Bye Bye Blondie" overfor yndige Emmanuelle Béart ("Manon og kilden"). Også Diane
Krüger og Virginie Ledoyen lader den lesbiske kærlighed spirre – denne gang i kostumedramaet "Farewell My Queen".

De Oscar-belønnede birolleskuespillerinder Brenda Fricker ("Min venstre fod") og Olympia Dukakis ("Lunefulde måne") besætter hovedrollerne i den rapkæftede kærlighedskomedie "Cloudburst", mens pornoskuespilleren Francois Sagat er genstand for en dokumentarfilm, der nok skal lokke de slemme fyre til.

Man får mulighed for at se "Yossi", efterfølgeren til det populære israelske bøssedrama om "Yossi og Jaeger". Og man kan nyde Thure Lindhardt i en modig filmpræstation i kærlighedsdramaet "Keep The Lights On" forud for den danske premiere senere på året.

Endelig må man ikke gå glip af den mesterlige amerikanske dokumentarfilm "THE CELLULOID CLOSET", der sætter filmhistorisk fokus på Hollywoods portrætter af bøsser og lesbiske gennem tiderne.

Men ellers er det med at benytte sig af chancen for at se film fra sjældne filmlande som Korea, Pakistan, Thailand og Brasilien og samtidig få lidt at vide om homokultur i andre dele af verden.

THE CELLULOID CLOSET ******

MY LOVE: THE STORY OF POUL AND MAI *****

MY BROTHER THE DEVIL *****

NORTH SEA TEXAS *****

LET MY PEOPLE GO *****

PRORA *****

CLOUDBURST ****

KEEP THE LIGHTS ON ****

FAREWELL MY QUEEN ****

BYE BYE BLONDIE ****

VITO ****

JITTERS ****

BEAUTY ****

LOVELY MAN ****

OUR PARADISE ***

WESTERLAND ***

SOULBOUND ***

YOSSI ***

GAYBY ***

IN THEIR ROOM: BERLIN **

THE HUNGER **

I WANT YOUR LOVE *