★★★★★☆
En ældre, erfaren og respekteret kunstner møder en ung og endnu ufærdig elev, som han forsøger at forme i sit eget billede. Det er det enkle udgangspunkt for John Logans internationalt roste stykke RØD, der udover en debat om kunstens rolle først og fremmest byder på to pragtroller til to store skuespillere.
På Betty Nansen Teatrets Edison-scene forkæler man publikum med de to helt rigtige af slagsen, nemlig Flemming Enevold og Thure Lindhardt. Peter Langdal har fundet storformen frem igen og fået det bedste ud af såvel teksten som skuespillerne.
Flemming Enevolds portræt af den store selvfede men også forpinte kunstner er det bedste, han har lavet i en rent dramatisk rolle nogensinde. En kompleks figur, der rummer både genialitet og galskab. Og Enevold følges til dørs af Thure Lindhardt, som på glimrende vis gør rede for udviklingen hos det unge talent, der ligesom publikum får nok af den opblæste kunstners talestrøm. Thure Lindhardt er mesterlig, da den unge mand endelig tager bladet fra munden og siger sin mening, og vi fornemmer ligesom hans mentor glimt af storhed i det unge talent.
Nævnes bør også Langdals scenografi, der virkelig får os til at føle, som om vi er midt i kunsterens værksted. Men det er først og sidst skuespillernes aften, så elsker man stor skuespilkunst, er det bare med at skynde sig ud til Edison, for det er der, man finder det mest sublime med- og modspil på en københavnsk scene i øjeblikket.
