MØRKEBARNET

★★★☆☆☆

Den mystiske og magiske Tilde Maj Fredriksen hentede sig i sidste sæson en personlig succes som MØRKEBARNET i den usædvanlige gyser-opera af samme navn. Det gør Marie Mondrup trods alt ikke i denne genopsætning, selvom hun afgjort er en bedre skuespiller end Ingeborg Fangel Mo, der derimod synger imponerende.

På samme måde kan man sige, at MØRKEBARNET og Lysbarnet komplimenterer hinanden, og forestillingen på det lille hyggelige ZeBU Teater bliver dermed en fortælling om at acceptere sig selv – såvel de mørke som de lyse sider.

De mindste af børnene (fra 6 år og op) var dog mest optaget af en guldfisk, der bliver slugt af den ene pige og kommer ud af munden på den anden… og sine steder virker det da også som om, at man glemmer sin målgruppe en smule. Men hellere for ambitiøs end slet ikke, og folkene bag MØRKEBARNET bør roses for at bryde med den nuttede og lettere nedladne del af børneteatertraditionen herhjemme og for at introducere alvorlige tematikker og opera i børnehøjde. Så har såvel barn som voksen mod på en teatralsk udfordring på knap 40 minutter, så er det bare med at komme til Amager.