★★★★★☆
Magien var til at få øje på. Den sidste dråbe regn
faldt samme minut, som A FRIEND IN LONDON indtog
scenen foran plænen i Tivoli, og det var ikke kun
vejrguderne, der var med de kønne fyre denne aften.
Publikum – over 20.000 ifølge en kontrollør – var
muligvis kommet for at høre Grand Prix-vinderen "A
New Tomorrow", men fik i 45 minutter en lille men
fuldfed koncert, der lover godt for bandets
debutalbum til efteråret.
Blandingen af rock og pop fungerede eminent, og så
består A FRIEND IN LONDON åbenbart også af nogle
dygtige musikere, der virkelig forstod at trykke den
af på en scene. Forsangeren Tim Schou har afgjort
stjernepotentiale, og denne aften sang han flottere
og mere frit, end vi har set ham gøre på TV.
Enhver tvivl om A FRIEND IN LONDONs potentiale som
live-band blev fejet af banen, og heller ikke
Roskilde-festivalen bør holde sig for fine til
invitere A FRIEND IN LONDON næste år.
Det er selvfølgelig ikke nemt at følge efter sådan
en overrumplende overraskelse, men RASMUS WALTER
klarede det faktisk fint. Måske kommer hans
tilbagelænede stil mere til sin ret på en mindre
scene, og måske forekom hans repertoire mere
enslydende, men RASMUS WALTER er en karismatisk
solist, som vi givet kommer til at høre mere til. Han bør dog arbejde mere med sin til tider lidt krukkede artikulering, hvis han vil have det publikum, der ikke kender hans sange i forvejen, til at synge med.
Både A FRIEND IN LONDON og RASMUS WALTER var enige
om, at publikum så godt ud. Jo tak… I er nu heller
ikke værst! Og først under det afsluttende nummer
begyndte det atter at regne igen, så vejrguderne må
også ha følt sig godt underholdt.