EDDIE – THE SLEEPWALKING CANNIBAL

★★★☆☆☆

Thure Lindhardt har ingen European Film Award på
hylden, men ikke mindst hans fremmedsprogede
filmpræstationer er langt mere interessante end Mads
Mikkelsens ditto. For nyligt kunne man se hans
modige indsats i den lavmældte homofilm "Keep the
Lights On" i Cinemateket, og nu gælder det
hovedrollen i den dansk-kanadiske horror-komedie
EDDIE – THE SLEEPWALKING CANNIBAL.

Manuskriptet virker ikke altid lige sammenhængende
og historien er grundlæggende det rene nonsens, men
en vis underholdningsværdi kan man ikke fratage
EDDIE – THE SLEEPWALKING CANNIBAL. Både Thure
Lindhardt som kunstmaler på jagt efter inspiration,
og Dylan Smith som hans noget alternative muse
Eddie, gør det glimrende.

Instruktøren Boris Gordiguez har også godt styr på
filmens sort-humoristiske tone. Især forekommer
brugen af en række radioindslag med diverse
bloddryppende operascener som inspirerede indfald.

EDDIE THE SLEEPWALKING CANNIBAL er muligvis rent
filmisk tomme kalorier, men den har afgjort
kultpotentiale.