★★★★☆☆
Der flages i Græsted, for der er atter kommet liv på
kroen. Græsted revyen er tilbage og dermed føres en
fornem revytradition endelig videre.
Og det viser sig heldigvis, at det ikke kun er maden,
der er god. For revyens dynamo René Richardt
suppleres glimrende af John Batz og Troels Malling.
Førstnævnte er leveringsdygtig i musikalsk og
effektiv fysisk komik bl.a. som “stress-manden” og
manden med “plastikkvinden”. Og Troels Malling er
ustyrlig morsom og lidt kær både som jesus-lignende
danser i Græsted-balletten, og som Stoffer, nyt
medlem af Tvister-klubben. Sammen giver Batz og Malling både ynde og substans til nummeret om “De raske spillemænd”.
Christine Exner har også sine momenter som forfatter
til selvhjælpsbøger. Instruktøren Peter Gilfort burde
dog have forkortet nummeret såvel som “WII”, et
mindre heldigt forsøg på at koble politisk satire med
TV-spil, samt helt udeladt den håbløst platte
navneleg “NIK-PIK”. Der er heller ingen grund til, at
Kjeld Torbjørn både skal skrive en kunstsatire om en
kok og en arkitekt, når teksterne grundlæggende er
ens.
Men den robuste håndfaste morskab trives heldigvis i
Græsted, og de store kropslige og mimiske indsatser
fra spillerne opvejer teksterne svingende kvalitet.
Der er derfor ekstra god grund til at ønske Græsted
revyen et stort velkommen hjem.
