BAKKENS HVILES JUBILÆUMSSHOW

★★★★★☆

Bakkens Hvile runder 135 i år, så syngepigerne var rigtig
pyntet op til narrestreger. Tonen er heldigvis stadig den
samme bramfri som stampublikummet elsker, men aftenens show forekom heldigvis mere klassisk end gammeldags.

En del af æren tilfalder sikkert den erfarne teaterkvinde
Susanne Breuning, der har hjulpet med koreografi etc. og i det hele taget sørget for at peppe showet lidt op. Et højdepunkt blev Sol & Regn, hvor sangerinderne på festlig vis duellerede på henholdsvis solskins- og regnvejssange med henvisning til det danske vejr.

Og at dømme efter det utal af omgange, som de gæve syngepiger blev begavet med, følte tilskuerne sig godt underholdt, selvom klokken næsten blev 23, inden den sidste sang var sunget.

Ny i folden var den tidligere dansktopsangerinde Anne Karin,
og hendes erfaring fra revyscenerne kom hende til gode i skøn tekst som "Kom hjem igen til lillemor på Lyngbyvej".

Ann Farholt glemte sidste vers af til en ny sang med titlen
"Han ku’ ikke rigtig ramme", men heldigvis sad forfatteren
Sigurd Barrett i salen, så det blev ikke et problem.

Bakkens Hviles førstedame Dot Wessman fik med nogle af de kendteste Bakke-viser sendt en kærlig hilsen til den Cleo,
Bakkens velnok største stjerne gennem tiderne, men man savner både Cleo og Inger-Lise Gaarde blandt de mange skønne sangerinde-portrætter, der præger såvel loft som væge på Bakkens Hvile. Dot Wessman tog sig også kærligt af den smukke jubilæumssang, som Ulla Jessen havde skrevet en fin tekst til.

Men jubilæumshowets hjerte blev alligevel den uimodståelige
Lone Jensen, der hverken hører til de yngste eller tyndeste af syngepigerne, men som ganske uforfængelig troppede op i den ene overdådige kreation efter den anden, så hun på et
tidspunkt lignede en velvoksen gravid humlebi. De rappe
bemærkninger sad lige i skabet, og når hun indtog scenen med den alt andet end stuerene "Lones vals", skete det med en sikkerhed og en selvfølgelighed, som alle de øvrige kunne lære af. Her blev vi for alvor mindet om hvilken enestående kulturskat, der gemmer sig herude på Bakken.