★★★★☆☆
Instruktøren og skuespilleren Daniel Norback præsenterer os for sekvenser fra sin filmiske opdatering af Alain Resnais’ mesterværk "Hiroshima min elskede", som der også vises klip fra. Handlingen er nu hensat til Teheran, og den flygtige kærlighedshistorie udspiller sig mellem to mænd.
Med sig på scenen har han sin skuespiller Farid Tristan-Sohrabi, men Norback er så opsat på at forklare alt hvad vi ser og at tale hen over klippene, at man opbygger et had til dette selvfede bedrevidende individ.
Men så sker der noget. Pludselig bryder Farid med sin filmrolle og fra lærredet beder han Daniel Norback om holde mund. Film og teater kommenterer således hinanden, og Norback tvinges i dialog med sin skuespiller. Norbacks intentioner om autentisk teheransk musik, fokus på mishandlingen af iranske bøsser samt dommedagsafslutning afslører i virkeligheden en nedladen vestlig holdning overfor iransk kultur. For måske er behovet for håb i virkeligheden det allervigtigste – også for de iranske bøsser.
Norback og hans medinstruktør Erik Pold leger ganske sjovt med begreberne fiktion og virkelighed. Og det er ikke uden en vis lettelse, man konstaterer, at filmen "Teheran Mon Amour" kun tjener som del af forestillingen, for som selvstændigt filmværk forekommer det rædsomt – og rædsomt spillet. Norback har ingen problemer med at illudere irriterende instruktør, men ejer ikke sårbarheden til de mere følsomme scener. Farid Tristan-Sohrabi klarer sig igennem med en afslappet nuttethed og et skævt smil.
TEHERAN MON AMOUR er endnu et tankevækkende projekt på det lille teater FÅR302, og mere sympatisk og selvransagende end man måske umiddelbart får indtryk af. Og så får man enorm lyst til at gense "Hiroshima, min elskede".
