LILLE SPEJL PÅ VÆGGEN DER

★★☆☆☆☆

Denne børnefilm lanceres med undertitlen ”Eventyret om Snehvide”, men vi skal ikke mange minutter ind i handlingen for at erfare, at filmens fortæller faktisk er den onde dronning (nydeligt gestaltet af Julia Roberts). Det skal man nu ikke være ked af, for Lily Collins Snehvide er en kedelig syntetisk marengs. Og de 7 små dværge agerer alle ganske umorsomt og mangler i fatal grad individualitet. Den sædvanligvis ferske prinse-rolle bliver heldigvis serveret med glimt i øjet af Armie Hammer, som vi sidst så kysse med Leonardo di Caprio i ”J. Edgar”, og desuden nyder man Nathan Lane som slimet hofsnog.

Men ellers synes der langt mellem snapsene, og instruktøren Tarsem Singh finder aldrig rigtig balancen i sin moderne gendigtning af det klassiske eventyr og fremstår faktisk mest på hjemmebane i det afsluttende dansenummer skrevet af den multi oscar-vindende Alan Menken. Med en spilletid på næsten to timer forekommer filmen desuden for lang i forhold til sin målgruppe, og man må derfor nøjes med at glæde sig over den vitterlig fantasifulde scenografi, de visuelle effekter samt brugen af dukke-animation.

Den originale udgave kan muligvis hive sig op på tre stjerner, men den danske udgave må nøjes med to på trods af habile indsatser af bl.a. Ellen Hillingsø, Kenneth M. Christensen og Dick Kaysø. For det virker forstyrrende med de danske stemmer, det kan man slippe afsted med i forbindelse med tegnefilm, men et moderne ungt publikum finder sig ikke længere i en teknisk ringe eftersynkronisering af spillefilm.