★★★★☆☆
Hvorfor styrter alle de medvirkende rundt i Det Kongelige Teaters opsætning af Mågen? Det får man aldrig klart svar på, men det kan der selvfølgelig være en pointe i? De medvirkende synes i al fald at kæmpe med at finde roen i Katie Mitchells ellers hybernaturalistiske iscenesættelse af Anton Tjekhovs Mågen. Huh hej hvor det går, på 7 kvarter er forestillingen forbi…tilmed uden pause. Martin Crimps bearbejdelse skærer ikke bare ind til benet af Anton Tjekhovs mesterværk, men amputerer også lidt af det.
Filmens forpinte hovedperson Constantin har ingen far længere, hovedkonflikten er her reduceret til et mere banalt mor-søn opgør og slutningen flytter fokus radikalt. Man kan argumentere for, at her i højere grad er tale om en reduktion end en bearbejdelse. Og det malplacerede høje tempo gør, at vi aldrig kommer helt ned hvor vi skal ned i denne Tjekhov-opsætning, der aldrig når at gøre tilstrækkeligt ondt. Katie Mitchell har ellers fået sig en fornem legeplads i form af en storartet scenografi, men der skal mere end en gigantisk samovar til at lokke den russiske sjæl ud af Mågen. Benedikte Hansen kan meget og ser rigtig ud, men helt i mål når hun ikke. Måske er hun ikke i tilstrækkelig grad diva, måske er hendes moderdyr for skrøbelig? Måske forstår hun hende for meget? Tjekhov var jo selv ret ubarmhjertig i sin omtale af denne pragtrolle, en af verdensdramatikkens fineste. Jens Frederik Sætter-Lassen, søn af Det Kongelige Teaters stjerneskuespiller Søren Sætter-Lassen, har godt fat i den forpinte side af Constantin, men man ville ønske, at han havde fået mere plads til at vise kærligheden til moderen, som jo er en forudsætning for at vi skal forstå hvorfor det gør så helvedes ondt. At det måske i ligeså høj grad kan være hende der er misundelig på ham, får vi heller ikke at se i denne udgave.
Preben Kristensen er klædeligt neddæmpet i rollen som den dødsmærkede bror, selvom han dog fremstår lidt for nydelig og velnæret til, at vi for alvor kan bekymre os om hans helbred. Derimod virker Kitt Maiken Mortensen helt rigtig som den ulykkeligt forelskede Masja ligesom Sarah Boberg også er godt placeret som hendes mor. Cecilie Stenspil gir en køn udlægning af Nina, men igen savner man en del af figuren. Hos Tjekhov insisterer Nina ved sin genkomst på, at det faktisk går godt for hende, hvilket kan ses som et postulat, men også som det eneste glimt af håb hos Tjekhov. Under alle omstændigheder giver det i højere grad noget for Constantin-figuren at reagere på, og gør derfor slutningen mere dramatisk end melodramatisk.
Ærgelsen over manglerne skal dog ikke skygge for, at forestillingen virker gennemarbejdet og at ensemblet arbejder harmonisk sammen. 4 stjerner er passende. En nydelig forestilling. Men samtidig går man derfra med følelsen af, at det burde have været endnu bedre. Hvis man havde givet sig tid og ro til at lade Mågen folde sine vinger helt ud og åbenbare sig i al sin pragt.
