★★★★★★
Jeg elsker THE ARTIST. Og uanset om Det Amerikanske Film Akademi i sidste ende vælger at belønne den som årets film eller ej, så forvent ikke at se en bedre film i år 2012. For THE ARTIST løfter sig majestætisk over alt hvad man har set fra Hollywood i nyere tid, samtidig med, at den rummer en endeløs kærlighed til det klassiske Hollywood. Eller rettere Hollywoodland, som det hed i gamle dage, en detalje der heller ikke er undsluppet instruktøren Michel Hazanavius’ skrape blik.
Aldrig har vi set en genskabelse af the old Hollywood så præcis – anført af en mesterlig Jean Dujardin – der med rette vandt i Cannes for sit portræt af den selvglade stumfilmsstjerne George Valentin, der pludselig oplever tilværelsens mørkeste sider, da tonefilmen får sit gennembrud. Han assisteres veloplagt af den charmerende Bérénice Bejo, og filmens øvrige roller er besat med samme præcision: John Goodman som studiobossen, Penelope Ann Miller som forsømt hustru og i rollen som den trofaste chauffør, James Cromwell (søn af John Cromwell, en stor instruktør i Hollywoods ungdom).
Men THE ARTIST er ikke bare tom nostalgi, og hele det moderne filmtekniske apparat er taget i brug for at fortælle denne væsenlige historie om et af de mange mennesker, der fik en hård skæbne ved overgangen til tonefilmen, men hvis indsats alle nutidens filmfolk står i gæld til. Fotografering, klipning, lyd, dekorationer, kostumer, musik og sminke… alt går op i en højere enhed – ja selv hunden Uggie indskriver sig i filmhistorien med en præstation hvis lige ikke er set siden Lassie smeltede Elizabeth Taylors og mit hjerte.
Man forlader THE ARTIST med et stort smil, mens tårerne triller ned af kinderne på en. Men det er "Tears of Love" – hvilket selvfølgelig også er titlen på George Valentins sidste stumfilm. Og ligeså henrykt man var for denne sublime genskabelse af en gloværdig fortid, ligesom lykkelig er man ved tanken om, at man lever i en tid, hvor det er muligt at se en film som THE ARTIST på et stort lærred.
