★★★★☆☆
TV-serien LÆRKEVEJ blev bedre og bedre jo længere den fjernede sig fra "Desperate Housewives". Og i stil med andre populære TV-serier som "Sex and the City" og "Klovn" måtte successen udmønte sig i en spillefilm. Men hvor "Klovn" udnyttede det frirum en spillefilm gav til at indtage nye tabuområder, så ligger LÆRKEVEJ stadig i et mere sikkert og velkendt kvarter.
Søs Egelind spiller ret vidunderligt såvel alkoholisk kvinde med nyresvigt som Jehovas vidne med grusom frisure, og Søren Spanning supplerer hende fint som forelsket militærmand. Anette Støvelbæk og Henrik Prip udgør et festligt og seksuelt nysgerrigt par, og på sidelinien glæder man sig atter over Christian Tafdrup, hvis alternative godnathistorie hører blandt filmens højdepunkter.
Instruktøren Mogens Hagedorn sørger for, at tonen fra serien bibeholdes, og Flemming Nordkrogs populære signaturmusik gør sig også glimrende i biografen.
LÆRKEVEJ – TIL DØDEN OS SKILLER leverer med andre ord den forventede vare – men heller ikke meget mere end det.