MIKE LEIGH
Englands velnok største nulevende filmmager og i al fald den mest originale, Mike Leigh, gæster Zürich filmfestival for at modtage en pris for sit livslange bidrag til den uafhængige filmkunst. Manden, der gav os guldpalmevinderen "Hemmeligheder og løgne", guldløvevinderen "Vera Drake", "Alt eller intet", "Tupsy Turvy" og senest "Mr Turner" har dog aldrig vundet en Oscar, men må efterhånden stå øverst på listen over instruktører, der fortjener en æres-Oscar – på linie med Zhang Yimou, Bertrand Tavernier og Ettore Scola.
– Hvorledes har den britiske filmindustri ændret sig, siden du startede din film- og TV-karriere?
"Først og fremmest er der folk, der laver film. Da jeg skabte min første film i 1971, var det stort set umuligt at lave ordentlige film. Den britiske filmindustri var blev en gren af Hollywood, og jeg måtte bruge de følgende 20 år på at lave TV-film. Da Channel 4 blev grundlagt ændrede situationen sig, fordi de også investerede i film, der fik premiere i biograferne.
De efterfølgende år bød på både op- og nedture frem til nu. Idag går det ikke fantastisk, men det står helt afgjort bedre til end det gjorde dengang. Fordi de laves film i et fornuftigt antal og fordi unge mennesker har fået adgang til filmmediet mere end nogensinde før. Der er et sundere filmmiljø.
Spørgsmålet er om vi i tilstrækkelig grad har frigjort os fra den smitsomme syge, der kommer fra Hollywood. Hele genre-tankegangen er i den grad en belastning og jeg synes virkelig, der er tale om en sygdom."
– Hvad har i dine øjne været det gennemgående tema i dine film?
"Man kan vel sige, de handler om at forholde sig til livet og døden, familien og andre mennesker. Jeg prøver naturligvis at gøre det på forskellig vis i forskellige miljøer og situationer. Man kan dog prøve lige så tosset man vil at forandre sig, for i sidste ende serverer man den samme ret, for den er nu engang ens specialitet.
Men et af de temaer, som hyppigst dukker op, selvom jeg ikke bruger det bevist, er temaet om at forstille sig, at bruge masker, at være det, som vi tror andre forventer af os fremfor at være tro mod os selv og vise hvem vi er.
Men i sidste ende er temaet, det publikum synes er temaet "
– Hvordan vælger du dine skuespillere?
"Sandheden er, at man arbejdsform kræver karakterskuespillere. Ikke hvad man i Hollywood forstår ved karakterskuespillere, som er gamle skuespillere, der er for gamle til at spille helte og som derfor dukker op i filmens slutning. Jeg har brug for alsidige skuespillere, der ikke blot nærer en passion for at spille forskellige karakterer, men som også har evnerne til at gøre det."
Vi er velsignet med karakterskuespiller i England og mit job er at vide hvem der er. Så jeg går i teatret og forhøre mig hos gode castere, der ved at det ikke er deres opgave at caste filmen, men at vide hvem man skal hente til casting. Men det er helt afgørende, at man selv ser teater, film og TV, så man bliver holdt ajour med, hvilke skuespillere, der er derude."
Englands velnok største nulevende filmmager og i al fald den mest originale, Mike Leigh, gæster Zürich filmfestival for at modtage en pris for sit livslange bidrag til den uafhængige filmkunst. Manden, der gav os guldpalmevinderen "Hemmeligheder og løgne", guldløvevinderen "Vera Drake", "Alt eller intet", "Tupsy Turvy" og senest "Mr Turner" har dog aldrig vundet en Oscar, men må efterhånden stå øverst på listen over instruktører, der fortjener en æres-Oscar – på linie med Zhang Yimou, Bertrand Tavernier og Ettore Scola.
– Hvorledes har den britiske filmindustri ændret sig, siden du startede din film- og TV-karriere i starten af 70erne?
"Først og fremmest er der folk, der laver film. Da jeg skabte min første film i 1971, var det stort set umuligt at lave ordentlige film. Den britiske filmindustri var blev en gren af Hollywood, og jeg måtte bruge de følgende 20 år på at lave TV-film. Da Chanal 4 blev grundlagt ændrede situationen sig, fordi de også invetestede i film, der kunne have premiere i biograferne.
De efterfølgende år bød på både op- og nedture frem til nu. Idag går det ikke fantastisk, men det står helt afgjort bedre til end det gjorde dengang. Fordi de laves film i et fornuftigt antal og fordi unge mennesker har fået adgang til filmmediet mere end nogensinde før. Der er et sundere filmmiljø. Spørgsmålet er om vi i tilstrækkelig grad har frigjort os fra den smitsomme syge, der kommer fra Hollywood. Hele genre-tankegangen er i den grad en belastning og jeg synes virkelig, der er tale om en sygdom."
– Hvad har i dine øjne været det gennemgående tema i dine film?
"Man kan vel sige, de handler om at forholde sig til livet og døden, familien og andre mennesker. Jeg prøver naturligvis at gøre det på forskellig vis i forskellige miljøer og situationer. Man kan dog prøve lige så tosset man vil at forandre sig, for i sidste ende serverer man den samme ret, for den er nu engang ens specialitet.
Men et af de temaer, som hyppigst dukker op, selvom jeg ikke bruger det bevist, er temaet om at forstille sig, at bruge masker, at være det, som vi tror andre forventer af os fremfor at være tro mod os selv og vise hvem vi er.
Men i sidste ende er temaet, det publikum synes er temaet "
– Hvordan vælger du dine skuespillere?
"Sandheden er, at man arbejdsform kræver karakterskuespillere. Ikke hvad man i Hollywood forstår ved karakterskuespillere, som er gamle skuespillere, der er for gamle til at spille helte og som derfor dukker op i filmens slutning. Jeg har brug for alsidige skuespillere, der ikke blot nærer en passion for at spille forskellige karakterer, men som også har evnerne til at gøre det."
Vi er velsignet med karakterskuespiller i England og mit job er at vide hvem der er. Så jeg går i teatret og forhøre mig hos gode castere, der ved at det ikke er deres opgave at caste filmen, men at vide hvem man skal hente til casting. Men det er helt afgørende, at man selv ser teater, film og TV, så man bliver holdt ajour med, hvilke skuespillere, der er derude."
