★★☆☆☆☆
Der er dømt tegneserieagtig skolekomedie på Det Kongelige Teater.
Albert Camus’ CALIGULA er hos iscenesætterne Morten Burian og Mikkel Flyvholm blevet reduceret til overfladisk og udvendig karikaturkomik af værste skuffe. Der gik ikke mange minutter før den første gæst udvandrede, og har man et forhold til det litterære forlæg, kan en time og 40 minutter sagtens være alt for lang tid.
Det forekommer yderst uheldigt, fordi der netop er tale om en elevforestilling, som har til opgave at vise hvor meget de studerende fra den danske scenekunstskole kan. Nu drøner de forvildede rundt i et marmorlignende rum iført pelsstykker – og for kvindernes vedkommende ligeledes nogle små fæle parykker.
På de givne betingelser får Simon Bennebjerg da luftet et vis dramatisk vanvid, der burde været kommet en bedre forestilling til gode. Mathias Skov Rahbæks dorske fremtoning gør ham velegnet til at spille ærkedanske sofavælgere, mens Morten Hee Andersen vil kunne tale den jævne mands sag i både ord og billeder.
Jessica Dinnage har talent for at skrige, Sophie Marie Jeppsen for at synge og Victoria Carmen Sonne bekræfter sårbarheden i talentet, der også blev luften i en afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. Camilla Laus dramatiske udtryk står desuden i klædelige kontrast til Sofie Topps svale udstråling.
Da publikum indrages på lidet elegant vis, og vi spørges om, hvorfor vi ikke har grebet ind og gjort oprør mod tyrannen, så føler man sig for alvor henvist til prøvelokalerne på Institut for Dramaturgi i midten af 80erne.
