★★★★★☆
Andrei Konchalovsky vandt yderst fortjent instruktørprisen på sidste års Venedig filmfestival for sin semi-dokumentariske filmperle fra udkants-Rusland, “The Postman’s White Nights”. Vi oplever her et stykke næste uberørt natur, men bliver samtidig inddraget i et næsten klaustrofobisk minisamfund, hvor ensomheden virker lammende. Et øde glemt stykke Rusland, der står i grel kontrast til det progressive og dynamiske Rusland, som en vis Putin synes opsat på at lancere. I et af filmsæsonens mest uforglemmelige billeder ser vi to gamle mænd ved en lille sø, mens man i det fjerne aner en rumraket på vej mod himlen.
Vi følger postbudet på hans daglige runde, der ofte må foregå med båd, da der er langt mellem husene i dette område. Hans nabo er død som følge af druk, og vodkaen har også sat sit præg på postbudet og flere af områdets øvige beboere. Postbudet benytter sig af enhver lejlighed for at flirte med bare lidt yngre kvinder af en enhver størrelse, men uden held, og eneste sengekammerat synes at være en måske fiktiv kat, der nedstiger ham hver nat.
Postbudet indtager en slags faderrolle for en lille dreng, hvis mor ikke nødvendigvis hører til denne verdens bedste kvinder. Men alt går ikke altid, som man ønsker sig, og konsekvenserne for denne glemte verden synes ubærlige.
Andrei Konchalovsky kan synes beskeden af omgang, men er ikke desto mindre hans fineste film.
