A BLAST

★★★★☆☆

Syllas Tzoumerkas A BLAST fremstår som en både rodet og temmelig hektisk affære. Men samtidig gennestrømmes den af en feberhed puls, der både giver sig udslag i heftige sexscener men også formidler følelsen af, at her er noget på spil.

Vi er i Grækenland, i det døgn hvor pigen Maria rammes af den økonomiske krise, som vi alle kender, men få mærker på deres egen krop i den grad, som Maria og grækerne gør.

Hendes mand Yannis er sømand, og hun har derfor det daglige ansvar for de tre børn. Den tætknyttede familie, der også omfatter hendes invalide mor og umiddelbart godmodige far samt den barnløse søster og en nazi-sympatiserende svoger, er pludselig gået fallit, fordi den invalide mor har snydt i skat.

De stadig mere desperate sexudfoldelser afspejler behovet for at glemme sig selv, men også den manglende evne – eller vilje? – til at gøre noget ved problemerne.

Angeliki Papoulia som Maria og Vassilis Doganis som Yannis stiller sig virkelig til rådighed for deres roller, og også i flere af birollerne får vi overbevisende præstationer, der medvirker til at gøre A BLAST nærværende. Det er dog ikke filmens kunstneriske meritter, der primært gør den seværdig, men først og sidst historiens relevans lige netop nu.