★★★☆☆☆
I en tid hvor de største australske filmskuespillere som Nicole Kidman, Russell Crowe og Hugh Jackman har travlt med at illudere amerikanere i diverse Hollywood-film, må der naturligvis englændere og amerikanere til, når Hollywood skal portrættere folk fra Australien. Således får robuste Emily Watson og ligeledes velspillede Robin Wright Penn lov til at demonstere, at de næsten er ligeså gode som Meryl Streep (“Et skrig i mørket”) til at ramme en australsk accent. Det sker i den storladne katastrofefilm EVEREST fermt instrueret af Baltasar Kormákur.
Blandt mændene glæder man sig mest over Josh Brolin og Jake Gyllenhaal i to farverige sideroller, men ellers er det naturscenerierne og den højdramatiske historie, som må trække det store læs.
Æstetisk føler vi os hensat til 70ernes katastrofefilm, og mod slutningen nærmer vi os decideret følelsesporno. Men man kan på den anden side ikke nægte, at filmen rummer en vis spænding, og virker ganske brugbar som uforpligtende underholdning.
Man må dog ryste på hovedet over disse gale mænd, der betaler en formue for at sætte livet på spil.