★★★☆☆☆
Aarhus Teaters opsætning af FRØKEN JULIE virker som et sammendrag af den originale tekst. Det hurtige lysglimt der tjener til at markere sceneovergangene får næsten karakter af billedudfald, og man bliver hver gang lidt nervøs over, hvad man nu er gået glip af. Fordelen ved denne fremgangsmåde er en spilletid på en god times tid, men spørgsmålet er, om omkostningerne er for store.
Polly Findlays forsøg på at give den klassiske tekst et moderne udtryk forekommer forfejlet og underligt gammeldags. Vi kender til bevidstløshed dette kølige univers, hvor blodet sprøjter på glasvægen og hvor Frk. Julie-figuren reduceres til en liderlig tøs. Yndige Sara Hjort er ellers ikke uden talent, men imponerer her mere som blikfang end som formidler af et sammensat kvindesind.
Så er der større substans at hente i Jesper Duponts Jean. Lidt mere primitivitet ville have gjort underværker, her kunne han have lært noget af Colin Farrells Jean i den seneste filmversion af August Strindbergs mesterværk instrueret af Liv Ullmann. Men Jesper Dupont formår at gøre rede for Jeans dilemma, og det er absolut et plus, hvis vi skal engagere os i karakteren og historien.
Mette Døssing spiller stykket sidste rolle som den forsmåede Kristin med forknyt vrede. Effektivt men desværre ikke videre interessant.
Lad os håbe den nye ledelse på Aarhus Teater får en mere sprudlende tilgang til klassikerne end den tidligere.